21-årige Tobias Falsig fra Jegindø modtog hæderen som »Årets Unge Fisker« ved dimissionen på North Sea College – rost for faglighed, engagement og stærkt kammeratskab.

Ved dimissionen på North Sea College i Thyborøn blev Tobias Falsig kåret som Årets Unge Fisker 2025/26. Prisen blev overrakt af Kenn Skau Fischer, direktør i Danmarks Fiskeriforening, og markerer kulminationen på to år med målrettet indsats på fiskeriuddannelsen.
Selv var Tobias Falsig lidt tabt for ord og fik beskedent fortalt, at der var andre som også havde fortjent prisen.
Tobias er uddannet om bord på Hanstholm-kutteren HM 126 »Lilleholm«, hvor han hurtigt fandt sin plads i besætningen. Skipperne Lasse Tønnesen og Nicklas Andersen lægger ikke skjul på deres tilfredshed.
De var begge enige om at Tobias gør det rigtig godt. Han indgår som tredje mand på fartøjet, og der er ikke noget bøvl med ham.
Valget af fiskeruddannelsen kom ikke som et livslangt kald, men mere som et lykketræf. Tobias havde egentligt aldrig tænkt at han skulle ud at sejle. Men han fik chancen for at komme med et par dage – og så vidste han, at det var det, han skulle, fortæller han.
Ud over æren følger der 8.000 kroner med prisen.
Tillykke med titlen og god vind fremover til Tobias



















