Skagerrak: Da hjælpen tøvede – og havet ventede ikke

Fiskerne på HG 215 »Nama« drev hjælpeløse rundt i Skagerrak, mens både Lyngby Radio og redningsstationen i Hirtshals tøvede med at reagere. I et af Nordeuropas mest trafikerede farvande blev minutter til timer – og en redningsindsats til en test af systemets vilje til at handle.

En nødsituation på havet kan nemt opstå og her kom det ud af det blå – bogstaveligt talt. Den 17 meter lange trækutter HG 215 »Nama« fra Hirtshals mistede pludselig al strøm, da hovedbatterierne svigtede. På få sekunder gik alt i sort, og kutteren lå hjælpeløst stille midt i Skagerrak.

Ulykken indtraf i forholdsvis roligt vejr, men vejrudsigten varslede hård kuling senere på dagen – med vind af stormstyrke. Tiden var derfor knap for de to fiskere ombord, hvor Mads stod ved roret. Efter otte lange timer uden strøm, lys eller styring lykkedes det dem endelig at få liv i et gammelt bilbatteri. Med det lille glimt af strøm fik de kontakt til Lyngby Radio og kunne endelig forklare, hvor slemt det stod til.

Hos Lyngby Radio vurderede man tilsyneladende ikke situationen som særlig alvorlig. I stedet blev der formidlet kontakt til den svenske trawler »Kennedy«, som var på vej mod Stavanger og som lovede at komme til assistance. Først halvanden time senere – da besætningen på »Nama« med det sidste liv i deres afladede batteri igen fik forbindelse til Lyngby Radio sent torsdag eftermiddag – fik de besked om, at hjælpen var på vej.

Da så endelig den svenske Trawler »kennedy« ankom, havde de åbenbart for travlt til at hjælpe, for de skulle til Göteborg, hvilket var en helt anden melding end den »Nama« havde fået fra Lyngby Radio og da den svenske båd alligevel ikke ville hjælpe med en bugsering til havn, havde »Nama« spildt halvanden time, hvor de kunne have søgt anden hjælp.

Hos Hirtshals Redningsstation valgte man heller ikke at sende assistance med det samme. Her vurderede man, at situationen ikke var alvorlig nok til at kræve en udrykning, og at en eventuel bugsering bedre kunne udføres af andre fiskefartøjer i området.

Men for besætningen på »Nama«, der uden strøm og motorkraft drev som en hjælpeløs »død-ligger« midt i det tæt-befærdede farvand mellem Hirtshals og Kristiansand, virkede beslutningen både uforståelig og utryg. For netop her – hvor tung trafik af færger, fragtskibe og fiskefartøjer krydser hinanden døgnet rundt – er selv en kortvarig driftssituation en alvorlig risiko.

Flere fiskere, der deltog i redningsforsøget, stiller sig uforstående overfor, at et fartøj i denne situation ikke blev mødt med hurtigere reaktion. Under sådanne forhold burde en udrykning fra redningsstationen have været øjeblikkelig – ikke genstand for overvejelse. Når et fartøj uden motorkraft driver hjælpeløst i et af Nordeuropas mest trafikerede farvande, er der ikke tid til at »se tiden an«. Alligevel gik der timer, før hjælpen kom i gang. Først efter gentagne og nærmest desperate opkald fra »Nama« lykkedes det at trænge igennem systemets træghed – og først da, sent torsdag aften, blev to danske trawlere endelig dirigeret mod den nødstedte kutter.

Den første, der nåede frem, var trawleren »Kjølpen«, som forsøgte at få »Nama« på slæb. Flere gange blev trossen spændt, men hver gang med samme resultat – den sprang under presset. Vejret var begyndt at tage til, og hvert mislykket forsøg kostede dyrebare minutter.

Kort efter kom »Nicoline«, med Mads Dyhr Kristensen ved roret, til assistance. Men nu var forholdene for alvor blevet barske. Bølgerne stod tre meter høje og strømmen gik mod vinden. Flere gange var der fare for sammenstød mellem den noget tungere stålkutter og den mindre trækutter, der fortsat bevægede sig hjælpeløst i søen.

På et tidspunkt var skipperen på »Nama« ved at ryge over bord, da endnu en bølge slog kraftigt mod skroget. Det siger alt om, hvor voldsomme forholdene var – et uroligt hav, en tiltagende vind og to fartøjer, der kæmpede for kontrol i et element, hvor fejl kan koste liv.

Forholdene taget i betragtning burde beslutningen have været truffet langt tidligere. Men skipperen på »Nikoline«, Mads Styr Kristensen, måtte til sidst tage de store ord i brug. Gentagne gange forklarede han situationens alvor over for Lyngby Radio – hver gang til en ny stemme, med stadig højere rang og titel – før nogen endelig tog ansvar og besluttede at sende redningsbåden »Magrethe Gaardbo« af sted fra Hirtshals.

Imens var inspektionsskibet »Nordsøen« allerede sejlet ud fra Frederikshavn, men med seks timers sejlads foran sig mod positionen i Skagerrak, var hjælpen stadig alt for langt væk.

Ved midnat lykkedes det endelig at få kastet en slæbetrosse over til »Nama« fra »Magrethe Gaardbo«. Imens lå »Nordsøen« standby i området. Alligevel forsøgte man endnu engang at få opgaven overladt til et fiskefartøj, der kunne stå for den endelige bugsering ind til Hirtshals.

Det var formentlig den dråbe, der fik bægeret til at flyde over

For mens fiskerne kæmpede i timevis i kuling, modstrøm og tre meter høje bølger – med sprængte trosser, risiko for sammenstød og fare for overbordfald – blev hjælpen ved med at lade vente på sig. Ønsket om assistance var ikke bare forståeligt, det var livsnødvendigt.

Derfor rammer det ekstra hårdt, at redningsberedskabet – både hos Lyngby Radio og Redningsstationen i Hirtshals – udviste en så henholdende og uengageret tilgang til en situation, der efter de indvolverede fiskeres side, burde have udløst øjeblikkelig handling.

Fiskere har da også svært ved at forstå, hvordan et fartøj, kunne få lov til at drive hjælpeløst rundt i et af Nordeuropas mest trafikerede farvande. Hvorfor blev de ikke mødt med den alvor og det tempo, situationen krævede.

For fiskerne er redningsstationerne ikke et nummer i et system – de er havets ambulancefolk, den sidste tryghed, når alt andet fejler. Når denne livline vakler samt falmer og hjælpen først kommer efter pres og gentagne nødkald, rokker det ved den tillid, som hele beredskabet bygger på.

Redningsstationerne er fiskernes livline – en beredskabs-enhed der fungere som havets ambulancefolk – det er fiskernes sidste tryghed, når alt andet fejler.