Når det gælder den grønne omstilling, har venstrefløjen i dansk politik ofte travlt med at sætte sig selv i førersædet. Men når det kommer til, hvem der skal betale, bliver billedet straks mere mudret. Den seneste aftale om spildevandsudledninger illustrerer denne dobbelte dagsorden, hvor Socialistisk Folkeparti (SF) og Radikale Venstre har trukket sig fra en tidligere aftale, fordi de private forbrugere ville få en større regning.
Læs artiklen i Altinget.dk »Flertal opgiver miljømål fra treparten i ny aftale om spildevand«. Læs også om den nye aftale for spildevand fra Miljøministeriet »Markant reduktion i kvælstofudledningen skal forbedre vandet i 16 fjorde og kystvande«
Den oprindelige aftale i Den Grønne Trepart fastslog en række miljøforbedrende tiltag, som alle parter var enige om. Men da det stod klart, at de berørte danske husstande skulle betale mellem 29 og 268 kroner mere om året for at finansiere bedre spildevandsrensning, trak SF og Radikale Venstre sig. I stedet ønskede de, at landbruget – som allerede står over for stramme reguleringer og skal reducere sin udledning markant – skulle dække en større del af regningen. Venstrefløjspartierne har ovenikøbet fået en garanti fra SVM-regeringen om, at indsatsen ikke kommer til at kræve nye rensningsanlæg. Dette sker på trods af, at dansk lovgivning og EU-retten bygger på princippet om, at forureneren betaler (Polluter Pays Principle, PPP).
Aftalen er nu reduceret til, at 24 rensningsanlæg skal rense bedre og reducere udledningen af næringsstoffer med 572 tons kvælstof årligt, mod det oprindelige mål på 612 tons. Selv med denne reduktion påpeger både SF og Radikale Venstre, at indsatsen stadig er vigtig for vandmiljøet i de 16 danske fjorde og kystområder. Finansieringen af ›forbedringerne‹ er dog blevet en politisk kampplads, hvor private forbrugere og erhvervslivet ikke behandles lige. På den ene side ønsker venstrefløjen, at forureningen bekæmpes, men på den anden side må det ikke koste borgerne for meget – selvom det er deres eget spildevand, der renses.
Denne tilgang bliver endnu mere problematisk, når man ser på konsekvenserne for erhvervslivet. Dette gælder ikke kun landbruget, men også fiskeriet. Her kvæles erhvervet med høje CO2-afgifter, hvilket tvinger nogle fiskefartøjer til at tanke afgiftsfrit brændstof i udlandet for at opretholde en nogenlunde rentabilitet i et i forvejen presset fiskeri. Andre fiskere, der ikke har denne mulighed, risikerer at gå konkurs. Dette sker, selv efter en delvis refusion på 53 procent af afgiften via momsafregningen. Men den forlods betaling af CO2-afgiften presser likviditeten urimeligt meget og gør det nærmest umuligt for en stor del af fiskeriet at få enderne til at mødes. I modsætning til mange andre erhverv kan denne afgift ikke væltes over på forbrugerne, men skal afholdes direkte af fiskerne selv. Dette gør, at mange fiskere driver virksomhed med underskud, hvilket i sidste ende fører til lukning af fiskefartøjer og mindre aktivitet i danske havne. Det har ikke kun konsekvenser for fiskeriet, men også for de mange følgeerhverv, der lever af at servicere skibene.
Når venstrefløjen presser vores fødevareerhverv – landbruget og fiskeriet – til det yderste, risikerer man at svække dem i forhold til deres konkurrenter i udlandet. Dette kan have en selvforstærkende effekt med højere priser og en så ulige konkurrence, at flere af disse virksomheder må lukke.
Spørgsmålet er, hvor længe venstrefløjen kan fortsætte denne linje, hvor grønne ambitioner kun må koste penge, hvis det er erhvervslivet, der betaler. Så hvis princippet om, at forureneren betaler, virkelig skal gælde, bør private forbrugere også tage deres del af regningen – især når det handler om rensningen af deres eget spildevand.
