NaturErhvervstyrelsen advarer mod friske limfjordsøsters, efter at fiskerikontrollører har afsløret, at en restaurant i Aalborgs Jomfru Ane Gade i sidste uge havde de ulovlige skaldyr på menuen.
NaturErhvervstyrelsen har ikke i øjeblikket udstedt tilladelser til østersfiskeri i Limfjorden, og de fangede østers har dermed ikke været kontrolleret for blandt andet algegifte af myndighederne.
Afsløringen af restauranten kom efter et anonymt forbrugertip om, at en bil skulle have afhentet Limfjordsøsters og hummere fra et skur på havnen i Jegindø. Ud fra bilens registreringsnummer kunne fiskerikontrollørerne spore sig frem til indehaveren af restaurant Cox Orange i Aalborg.
Fødevarestyrelsen skal åbne området for østersfiskeri på basis af prøver af både vand og østers fra fangstpladsen. Dette sikrer, at antallet af colibakterier ikke er for højt, og at der ikke er algetoksiner i østersene.
Virksomheden kan nu se frem til en bøde fra NaturErhvervstyrelsen.
Fiskerikontrollørerne tog i forbindelse med kontrollen kontakt til Fødevarestyrelsens Rejsehold, der har varslet virksomheden bøder for manglende sporbarhed samt for salg af farlige fødevarer.
Fødevarestyrelsen anser det da også i øjeblikket for at være forbundet med en ikke ubetydelig risiko at spise friske østers fra Limfjorden. Skulle man blive tilbudt friske Limfjordsøsters, vil NaturErhvervstyrelsens Fiskeriinspektorat Vest gerne kontaktes på tlf. eller mail, da man ser med stor alvor på det. Tlf. nr. 72185769 mail: frederikshavn@naturerhverv.dk
Kommentar fra restaurant Cox Orange i Aalborg til P4 Nordjylland
Ulovlige østers var til eget forbrug.
Dan Rasmussen ønsker ikke at lade sig interviewe om sagen til P4 Nordjylland, men siger at de 60 østers var til eget forbrug. Samtlige østers blev beslaglagt at fiskerikontrollørerne.
”Jeg vedtager en bøde, hvis den handler om mig som privatperson. Jeg vidste ikke, at fiskeri efter østers først frigives om en måned. Men jeg anerkender ikke en bøde for salg af østers. For som sagt var de til eget forbrug.”
Kilde: Ministeriet for fødevarer, Landbrug og Fiskeriinspektorat – Naturerhvervstyrelsen
og P4 Nordjylland
FiskerForum.com