Det skriver fiskeriordfører for Danmarks Demokraterne Kristian Bøgsted MF DD i et indlæg her på FiskerForum.dk
Lidt forhistorie: Forleden kunne man i Nordjyske læse et opråb fra fem borgmestre og en viceborgmester fra henholdsvis Frederikshavn, Hjørring, Jammerbugt, Thisted, Morsø og Læsø kommuner, der alle vil udsætte CO2-afgiften for fiskeriet. For der er ingen grønne alternativer til rådighed for dieselforbrugene fiskefartøjer, og derfor bør afgiften udskydes, lød opråbet fra borgmestrene.
De havde sendt et åbent brev til fiskeriminister Jacob Jensen (V) med et fælles opråb om at udsætte afgiften, der ellers står til at blive indfaset fra årsskiftet.
Men MF og fiskeriordfører for Danmarks Demokraterne frygter, at brevet kommer alt for sent.
Kristian Bøgsted skriver i sit indlæg til FiskerForum.dk, at han forleden endelig kunne læse, at de nordjyske borgmestre er vågnet op til dåd i kampen for at redde dansk fiskeri. De er nu fremme med et ønske om at udsætte den kommende CO2-afgift på fiskeriet, der vil komme her onsdag den 1. januar 2025.
Den seneste uges tid har der været flere historier fremme i medierne om, hvor store konsekvenser CO2-afgiften kommer til at få. Det viser sig, at knap halvdelen af fiskerne risikerer at forsvinde, skriver Kristian Bøgsted DD videre, hvilket også vil betyde store tab af arbejdspladser og ramme følgeerhvervene hårdt, som også vil tabe både omsætning og indtjening.
Dette er et problem, som fiskerne, fiskeindustrien, følge-erhvervene og jeg selv længe har gjort opmærksom på, skriver Bøgsted videre. Jeg har blandt andet selv stillet flere spørgsmål til ministrene omkring Co2-afgiften.
Indtil tidligere på ugen havde der været larmende tavshed fra borgmestrene i de kommuner, der vil mærke de alvorlige konsekvenser af afgiften – måske fordi de jo alle er med i partier, der oprindeligt har været med til at vedtage afgiften.
Jeg glæder mig selvfølgelig over, at det nu ser ud til, at de endeligt er vågnet op og nu hjælper til i kampen for dansk fiskeri. For det er jo netop de samme partier, som borgmestrene er fra, der
sidder i regeringen og dermed har magten til at få udskudt den her vanvittige afgift, indtil der rent faktisk er et alternativt brændstof.
Ellers ender det bare med at være en ekstra skat, der tager livet af fiskeriet og de mange arbejdspladser i havnene.
Jeg håber inderligt, at det lykkes at få afgiften udskudt, nu hvor borgmestrene endeligt er vågnet op og at ministeren forhåbentligt tager det her alvorligt. Spørgsmålet er dog bare, om det ikke er for sent, at borgmestrene er vågnet op.
Indlæg af fiskeriordfører Kristian Bøgsted (DD)