Ved årsskiftet rammes fiskerne af en CO2-afgift uden alternativer og uden tid og mulighed til omstilling. Afgiften lander som en knusende byrde, der truer med at gøre op mod 45 procent af fiskeflåden økonomisk uholdbar. Resultatet kan blive en katastrofal bølge af lukninger i branchen, som ikke kun river eksistensgrundlaget væk under mange fiskere, men også truer hele fiskerisamfund og fødevareforsyningen.
Derfor står dansk fiskerierhverv overfor en kæmpemæssig udfordring, fordi der ikke findes kommercielt tilgængelige og effektive grønne alternativer som biodiesel, ammoniak eller batteridrevne skibe. CO₂-afgiften opfattes derfor af mange i fiskeriet, som en straf fremfor et incitament til omstilling.
Mens CO₂-afgiften har et vigtigt klimapolitisk formål, rejser dens implementering i dansk fiskeri spørgsmål om retfærdighed og praktiske alternativer. En mulig løsning kan være at indføre overgangsordninger og styrke investeringer i grønne brændstoffer, så sektoren på sigt kan opfylde kravene uden at blive presset ud økonomisk. En mere balanceret tilgang med overgangsordninger og incitamenter frem for straf kan hjælpe sektoren med at omstille sig uden økonomisk kollaps. Brug gulerod istedet for pisk.
Større fiskefartøjer kan, som nogen fiskere siger det ligeud. »Så må der jo tankes på den anden side af stakittet, ved en nabo som er knap så langt fremme i de grønne sko«. Det bliver efter mange fiskeres opfattelse alternativet.
Både Svenske og Tyske havne ligger jo lige så tæt på vores fiskepladser som de fleste danske. Og det er da også nærliggende at tro, at hvis man tanker der, så lander man sikkert også fisken der. Når fisk/skaldyr så skal på bordet hjemme i Danmark, bliver det kun meget dyrere, med ekstra tid og kørte kilometer med lastbiler samt tilsvarende større udledning til at hente fisken – hvor meget har man så lige opnået – ingenting som i slet ingenting..
Men hvordan er det lige med CO2-afgiften i vores nabo-lande?
Tyskland og Sverige har forskellige tilgange til CO₂-afgifter i fiskeriet og andre sektorer:
- Sverige: Sverige har længe haft en omfattende CO₂-afgift, som dækker bredt. Dog er fiskeriet generelt ikke pålagt denne afgift direkte, da det meste brændstof anvendt i fiskeriet er undtaget på grund af EU-regler og svenske nationale undtagelser. Sverige har desuden fokus på at implementere incitamenter frem for direkte afgifter i visse sektorer for at sikre en grønnere omstilling.
- Tyskland: Tyskland pålægger CO₂-afgifter gennem sit nationale system for brændstofpriser og ETS. Mens fiskeriet i praksis påvirkes af højere brændstofpriser, er der ingen specifik afgift målrettet fiskeriet. Fokus er på at tilpasse sig EU’s klimapolitikker, som gradvist øger kravene til reduktion af udledninger.
Sammenlignet med Danmark er det vigtigt at bemærke, at flere lande vælger gradvise overgange og sektor-specifikke undtagelser for at støtte brancher uden umiddelbare grønne alternativer. Danmark bør bruge disse erfaringer til at diskutere en mere balanceret tilgang til CO₂-afgifter i fiskeriet, indtil grønne brændstoffer bliver mere tilgængelige.
En anden væsentlig årsag til at CO2-afgiften vil være ubærlig for fiskeriet, er at situationen med CO2-afgift er anderledes end i brancher som eksempelvis transportbranchen, hvor ekstraomkostninger og afgifter som regel kan lægges direkte oven i prisen til forbrugeren.
Dette skyldes fiskeriets særlige struktur og markedsdynamikker:
Når fisk landes, sælges de typisk på auktioner, hvor priserne fastsættes af udbud og efterspørgsel på dagen. Fiskerne har ingen direkte kontrol over prissætningen og kan derfor ikke sikre, at CO2-afgiften indregnes i den pris, de får for deres fangst. Modsat transportsektoren, hvor transportfirmaer kan justere deres priser i kontrakter med kunder, er fiskernes mulighed for at “overføre” afgiften til næste led begrænset.
Fisk er en internationalt handlet vare med stærk konkurrence fra andre lande, hvor fiskere måske ikke har tilsvarende CO2-afgifter. Dette betyder, at hvis danske eller EU-fiskere forsøger at øge priserne for at dække afgiften, risikerer de at miste konkurrenceevne på eksportmarkeder eller til udenlandske fiskere.
Transportbranchen kan i nogle tilfælde skifte til lavemissionsløsninger, som elbiler eller biobrændstof, men for fiskeriet er der kun få realistiske alternativer til fossile brændstoffer på kort sigt. Dette gør, at afgiften direkte rammer bundlinjen uden mulighed for teknologisk omstilling på kort sigt.
Hvis ikke danske fiskere får realistiske muligheder for omstilling, risikerer vi ikke kun at miste en stor del af fiskeriflåden, men også at flytte både landinger og arbejdspladser til andre lande. Danmark bør tage ved lære af Sverige og Tyskland og indføre en mere gradvis og retfærdig tilgang til CO₂-afgifter i fiskeriet.
