CO2-afgiften truer dansk fiskeri, der mangler reelle alternativer til diesel, mens løfter om grønne brændstoffer bliver ved med at trække ud, det er i hovedtrækkene i »Formanden har ordet« af Svend-Erik Andersen fra Danmarks Fiskeriforening PO (DFPO).
Formanden Svend-Erik Andersen DFPO tegner et dystert billede af situationen, om hvilke han skiver: Investorerne trækker sig, virksomhederne fyrer folk, og projekt efter projekt bliver udskudt, sat på pause eller droppet. Brintsamfundet lader vente på sig. Power-To-X ser ud til at være mere et håb end en strategi. Ingen beklager det mere end dansk fiskeri, for vi er dybt afhængige af, at udviklingen af CO2-neutrale brændsler snart går fra at være en teoretisk mulighed til at blive drivkraften i tanken på vores havgående trawlere.
Hvad der derimod ikke er teoretisk, er CO2-afgiften
Den er nærmest skræmmende realistisk og virkelighedsnær. Den indfases fra 2025, og er en alvorlig trussel mod dansk fiskeri.
Lige nu kan 45 procent af de danske fiskefartøjer se ind i en nær fremtid, hvor de vil være ulønsomme på grund af den politisk påtvungne nationale afgift.
Fiskeriet har ikke realistiske alternativer
Så hvad nytter det, at afgiften er beregnet til at fremme den grønne omstilling, når fiskeriet er afhængigt af diesel og ikke har realistiske alternativer? Uden grønne energikilder til rådighed vil afgiften bare tvinge fiskere ud af erhvervet.
Forleden var det brint-infrastrukturen i Jylland, der blev forsinket og udskudt i årevis. Klimaminister Lars Aagaard beklagede naturligvis udviklingen, og så sagde han noget klogt.
»Nogle gange må man bide i bordkanten og tage virkeligheden til efterretning,« lød citatet fra ministeren på Ritzau.
Jeg er helt enig. Lad os nu tage virkeligheden til efterretning.
Det her handler om Danmarks og Europas fødevareforsyning. Der er meget blæst om dansk fiskeri i øjeblikket, det ved jeg. Men faktum er, at vi leverer nogle af de mest miljø- og klimavenlige fødevarer, der overhovedet kan produceres.
Faktum er, at vi har rigtig gode forhold i Danmark til at fiske, og vi har styr på vores bestande.
Vi fisker på kvoter fastsat efter videnskabelig rådgivning fra Det Internationale Havforskningsråd, og selvom der er massive miljøproblemer i de kystnære farvande og fjorde – primært på grund af forurening og udledninger fra landbruget – så har vi sunde og solide fiskebestande i store dele af Kattegat, og i Skagerrak og Nordsøen.
Konsekvenserne af CO2-afgiften
Vi fisker i et evighedsperspektiv, som min norske kollega plejer at sige. Naturen er uforudsigelig, og visse år vokser fiskebestande. Ligesom der i nogle år er mange æbler på træerne.
Andre år går det den anden vej, også selv om der ikke er en oplagt forklaring. Men eftersom vi fisker efter kvoter i EU, fastsat på baggrund af den videnskabelige rådgivning, så tilrettes fiskeriet efter bestandenes størrelse og udvikling. Det støtter vi fuldt ud op om. Det betyder, at der er styr på den høst af bestandene, som sker i erhvervsfiskeriet.
Så hvad sker der, hvis CO2-afgiften kvæler store dele af dansk fiskeri? Ja, der vil blive importeret fisk til Europa fra steder i verden, hvor man ikke har hørt om videnskabelig rådgivning og kvotesystemer.
Fra steder, hvor man ikke har hørt om overenskomster med 3F på alle fartøjer, hvor man trawler med langt voldsommere metoder og redskaber, end vi tillader i Danmark.
Fra lande, hvor arbejdsmiljø, lønninger, miljø- og naturhensyn er en by i Rusland.
Og vi vil få importeret masser af opdrættet fisk produceret under tvivlsomme forhold.
Det betyder lukning af vigtige arbejdspladser i Danmarks kystsamfund langt væk fra København, hvor fiskeriet i generationer har været en bærende kultur og en livsnerve.
Tag for eksempel Frederikshavn Kommune, hvor 17 procent af beskæftigelsen kommer fra fiskeriet.
CO2-afgiften i fiskeriet betyder med andre ord intet for klimaet i første omgang. Tværtimod. Det får kun negative konsekvenser.
Så min opfordring er, at politikerne bider sig fast i bordkanten og tager virkeligheden til efterretning: Omstillingen af dansk fiskeri kommer. Og vi skal nok nå at blive klar til at fiske klimaneutralt i 2045. Men omstillingen kommer først, når vi har adgang til de grønne brændstoffer, som i øjeblikket bliver udskudt igen og igen.
Vi ønsker derfor en politisk løsning, hvor vi i en periode kompenseres direkte for CO2-afgiften. På den måde kan vi holde skruen i vandet, indtil PTX bliver til regulær power og langt mindre til et stort ukonkret X.
»Formanden har ordet« af Svend-Erik Andersen DFPO
