Det skete i Politiken den 9. oktober, hvor man kunne læse debatindlægget »Vi befinder os i en historisk kamp om havets fremtid«, hvor debatørene, som i øvrigt bære samme efternavn, begiver sig ud i en, for dem »en kamp for havet«. Det er både prisværdigt og åbenbart nødvendigt for dem, at skyde vores nuværende fiskeri ned. Et fiskeri der for næsten 90 procents vedkommende trawler. Så et stop her, ville få uoverskuelige konsekvenser.
Men familiens »vendetta« mod det danske trawlfiskeri, beskrives i indlægget som en fejde, der startede for mere end 130 år siden, hvor bundslæbende redskaber ødelagde havbundens økosystemer i både Kattegat og den gang også i Øresund, hvilket, ifølge de tre, medførte udryddelse af flere fiskearter. Oprindeligt blev fiskeriet drevet bæredygtigt af svenske og danske fiskere fra steder som Råå (red. et fiskerleje i det sydlige Helsingborg i Skåne), som brugte garn og kroge, der ikke gav skader på hverken fiskebestandene eller havbunden og havmiljøet.
I Politikens debatindlæg beskriver de, at man i slutningen af 1800-tallet ændrede dette med indførelsen af industrifiskeri fra jyske og tyske trawlere, som med store net skrabede havbunden og ødelagde de eksisterende fiske- og gydeområder. Dette medførte fald i fiskebestandene, som ifølge debatørene aldrig er kommet sig fuldt ud siden.
De skriver videre, at det i 1907 lykkedes at forbyde snurrevod- og trawlfiskeri i Øresund, takket være organiserede indsatser fra fiskerne i Råå’s side, der med dette forbud har været med til at bevare Øresund som ét af de mest fiskerige områder i dag.
Selv påpeger de tre debatører, at dette forløb burde være advarsel nok om, hvordan overfiskeri og destruktive fiske-metoder kan føre til økologisk kollaps, men omvendt også hvordan organiseret modstand kan beskytte sårbare havområder.
Historisk god fortælling – men fiskerimæssigt, skudt helt ved siden af..
Helt overordnet falder debatørerne i samme grøft som forskeren fra Aarhus Universitet DCE, der skrev rapporten »Effekter af fysiske forstyrrelse af bund-trawling på havbundens biodiversitet«. En rapport der næsten udelukkende beskæftigede sig med bundtrawl og som tilsyneladende havde glemt de mange andre presfaktorer der findes mod havmiljøet.
Helt glemt i rapporten var de alvorlige miljøproblemer i Danmark, som kvælstof og fosfor-forureningen fra Oder og Rhinen samt landbruget der både skader Østersøen og Nordsøen, samt de mere end 4.500 overløbssteder hvorfra vores kommunale Rensningsanlæg udleder urenset spildevand, efter skybrud og kraftig regnvejr. Hvad med den omfattende sand- og grussugning i danske farvande samt dumpning af farligt og miljøskadeligt havneslam i udvalgte havområder. Og hvad med de planlagte havvindmøller samt kabelføringer på havbunden der samlet også kan skade og forstyre det marine liv. Helt glemt var også den øgede skibstrafik og øgede affaldsmængde der ender i havet som »Havfald« for ikke at glemme hele plastikproblematikken, med mikroplast der også er en væsentligt og betydelig presfaktor på havet og dets biodiversitet.
Mere overordnet har vi klimaforandringerne, der med stigende vandtemperaturer påvirker fiskearterne negativt og får fiskene til at migrerer. Eller hvad med en presfaktor som EU’s naturbeskyttelsesdirektiv, der er med til at øge koncentrationen af skarv og sæl, der også truer økosystemets fisk og skaldyr. Så udfordringerne for havmiljøet og havbunden tæller ikke kun påvirkningen af trawl, men i høj grad også de andre presfaktorer, som samlet set har givet os det havmiljø, vi befinder os med i dag.
Fakta om bundtrawl
Bundtrawl, er den mest udbredte fiskerimetode blandt danske fiskere, som i virkeligheden er langt mere nuanceret end de ofte misvisende fremstillinger af fiskemetoden som en »plov« på havbunden, ofte giver indtryk af og som desværre præger debatten negativt. Fiskeri med bundtrawl er en vigtig del af det danske fiskeri, og det udføres i dag under strenge reguleringer, der gør det så bæredygtigt og naturskånsomt som overhovedet muligt.
Bundtrawl er et fiskenet, der trækkes langs havbunden for at fange fisk og skaldyr, som lever på eller tæt ved bunden.
Undersøgelser, fra blandt andet University of Washington viser, at fiskeri med bundtrawl faktisk kan være mere miljøvenligt sammenlignet med alternativer som landbrug eller opdræt af fisk, der kræver noget mere energi og langt flere ressourcer. Sammenligner man med produktion af animalsk protein fra landbaserede dyr, så har trawlfiskeriet en noget mindre CO2-udledning. Faktisk går der mindre CO2 til at producere ét kilo jomfruhummer fra Kattegat end til at producerer et kilo kyllingekød.
Det er en udbredt myte, at bundtrawl ødelægger havmiljøet og forskningen i dag viser, at påvirkningen af havbunden er langt mindre dramatisk end påstået. Der fiskes i dag selektivt og så skånsomt som overhovedet muligt. Eksempelvis har studier fra Universitetet i Oslo vist, at bundtrawl kun påvirker de øverste få centimeter af havbunden, hvor kun en tyvendedel af bunddyrene påvirkes. Til sammenligning har landbrugets pløjning en betydeligt større påvirkning af jorden.
Desuden viser opgørelser fra DTU Aqua, at kun 19,7 procent af den danske havbund blev berørt af bundtrawl i 2022, hvilket er et fald sammenlignet med tidligere år.
Reguleringer sikrer et bæredygtighed Dansk fiskeri
Dvs. at bundtrawl, er underlagt strenge reguleringer fra EU og ICES (Det Internationale Havundersøgelsesråd). Hvert år fastsættes kvoter på baggrund af forskernes og biologernes samlede anbefalinger, der sikrer, at fiskeriet ikke overskrider bæredygtige grænser. ICES bruger omfattende data til at vurdere fiskebestandenes tilstand og sikre, at de forvaltes på en måde, der beskytter både økosystemerne og fiskeriet.
Det afgørende for fiskebestandene er ikke fiskeredskaberne, men mængden af fisk, der fanges. Derfor er det kvoterne, der styrer udviklingen i fiskebestandene, og ikke nødvendigvis om fiskene fanges med trawl eller andre redskaber.
Ligeledes beskyldes trawlfiskeriet også for at være klimaskurk på grund af CO2-udledning fra dieselmotorerne på fiske-fartøjerne. Men ifølge Danmarks Statistik har fiskeriet reduceret sin CO2-udledning med 62 procent siden 1990. Nyere studier viser desuden, at jomfruhummer-fiskeriet i Kattegat har en CO2-udledning på 3,97 kilo per kilo jomfruhummer, hvilket er betydeligt lavere end tidligere påstået.
De tre familiemedlemmers påstand om, at Øresund er et godt eksempel på, at et trawlforbud virker, lider også et knæk, når det kigges efter i sømmene. For havmiljøets tilstand i Øresund kan ifølge DTU Aqua ikke alene tilskrives trawlforbuddet. Men trods dette, så er landingerne fra Øresund faldet med ca. 75 procent over en fem-årig periode, hvilket ikke vidner om de bedste forhold for fiskebestandene i sundet.
Ligeledes kan der sættes spørgsmålstegn ved rentabiliteten i fiskeri med passive redskaber som garn, ruser og tejner samt liner i dansk farvand. Mængden af ilandbragt fisk vil falde betydeligt hvis man gennemfører et trawlforbud og det vil igen føre os udi en forsyningskrise, hvor det kan blive enddog meget problematisk af forsyne den almindelige danske forbruger med proteiner fra havet. En forsyningssikkerhed man bør stille større krav til, når verdenssituationen er som den er netop nu, med en aggressor som Rusland, der truer de vestlige demokratier med krig.
Selvom bundtrawl ofte kritiseres, viser forskningen, at det er en velreguleret og bæredygtig fiskerimetode. Med strenge reguleringer fra EU og ICES samt reduktion i CO2-udledningen arbejder dansk fiskeri kontinuerligt på at minimere sin miljøpåvirkning og sikre, at der fortsat er sunde fiskebestande at fiske fra.
Derfor bider danske fiskere ikke på, når andre udenfor fiskeriet mener at bundslæbende redskaber har udryddet hele fiskebestande. »Her fra søen mener man i stedet, at den må i længere ud på landet med«.
