I Sønderborg fiskeriforenings jubilæumsskrift fra 1987, kan man læse at allerede i 1912, besluttede 26 fremsynede tyske fiskere, ved et møde på Sundhalle, at danne Sønderborg fiskeriforening. Her måtte fiskerne kæmpe hårdt for noget så simpelt, som muligheden for at få en kajplads hvor deres både kunne ligge beskyttet mod vind og vejr, samt mulighed for at råde over arealer hvor de kunne opbevare og håndtere grejer og fangster.
Sådan indleder fisker Palle Heinrich fra Mommark sit indlæg, hvor han også kommer ind på fiskerikommissionens rapport, som åbenbart ikke har gjort noget særligt stort indtryk på de lokale politikere i Sønderborg Kommune.
Hvad disse 26 tyske fiskere på det tidspunkt i historien ikke kunne forudse, var at denne problemstilling ville forfølge fiskeriet i Sønderborg kommune mere end 100 år frem i tiden.
I krigens år voksede foreningen støt og allerede i 1916 var medlemstallet øget til 160 aktive medlemmer, fordelt over hele Als og Sundeved. Mellemkrigsårene var nærmest kaotiske. Overgang fra tysk til dansk forvaltning, omfordeling af rettigheder, samt told på røgvarer der nu skulle over den nye landegrænse til Tyskland, førte til betragtelig nedgang i erhvervet.
De mindre givtige grene af fiskeriet, har traditionelt påberåbt sig truslen fra nye og mere effektive fiskemetoder, og har en tradition for at indbringe forslag til at begrænse disse. Således også i mellemkrigsårenes lavkonjunktur. Forslag om totalstop for bevægelige redskaber (enkelt fiskere havde investeret i not fiskeri, hvor redskaberne var så pladskrævende, at fiskerne måtte bruge ringriderpladsen hvis de skulle efterse redskabet), senere kom forbud mod bundtrawl i nærområder som fjorde og vige. Her kom forslaget om forbud ikke fra populistiske politiker og livsnydere, men fra andre fiskere der følte deres eksistens truet.
Andelsbevægelsen gjorde sit indtog
Således også blandt fiskerne i de danske havne, en ny afsætningskanal, Fiskernes fællessalg a.m.b.a. på Sundgade var skabt, også her stod fiskerne sammen. Sideløbende forhandledes der Fælles Fiskeri for fiskere bosiddende i danske og tyske kommuner på begge sider af Flensborg jord.
Denne enestående aftale fra 1954, gør at Danske og Tyske fiskere den dag i dag kan drive fiskeri overalt i Flensborg inderfjord, uanset landegrænser. – Grænseoverskridende samarbejde, længe inden Interreg ol. blev opfundet!
Mekaniseringen holdt også sit indtog i Sønderborgs fiskerflåde, bådene blev større, garnet blev tungere.
Sønderborg havn kunne svinge sig op til at anvise fiskerne opbevaring i nedlagte industri og slagteribygninger, for endeligt i midt 80’erne at opføre en hal hvor fiskerne kunne leje mindre enheder. Det var også heromkring at den store cement-kaj, som vi kender i dag, erstattede de skrøbelige aldrende træbroer. Indfrielsen af flere årtiers ønske om bedre adgangsforhold og fornyelse, gav lokale mod på at investere i moderne skibe så Østersøens fiske-kvoter ikke udelukkende skulle fragtes hjem af fiskere fra andre landsdele, faktisk blev forholdene så gode at der i perioder var over 50 større skibe fra andre havne der brugte Sønderborg som base.
Bedre forhold for fiskerne
Et EU-tilskudsprogram åbnede i starten af år 2000, muligheden for fornyelse og ny opførsel af fiskerirelateret infrastruktur. Gamle slagteribygninger der senest havde huset et yachtværft, arealer der henlå mindre ryddeligt, div kasser og fiskegrej placeret hvor der var et ledigt hjørne, havde på det seneste påkaldt sig tidligere ministre, og byrådspolitikkers opmærksomhed.
Kommune og 3 fiskere der i fællesskab gennem firmaet Alsfisk servicerer fiskeriet, indgik en aftale, der i al sin enkelthed gik ud på at skaffe nogle bedre rammer for fiskerne, samt forny det slidte slagteriområde, så vidt muligt finansieret af EU og fiskerne. Det kom der en stor fin hal ud af, kølerum, trawlbane, mange garnrum til de enkelte fiskere, opbevaring for skibsmontører m.m. En nødvendig renovering af div. kajanlæg kunne nu i kraft af fiskeriet også indgå i ansøgningen om 50% medfinansiering fra EU.
I 2012, 100 året for fiskernes første organisering i Sønderborg, købte Alsfisk bygningerne af kommunen, med forventning om at kunne servicere store og små fiskere de næste mange år frem i tiden. Stadig strammere fiskeriregulering, satte dog hurtigt sit spor i fiskerimønsteret, hvor de større skibe der, selvom de kun fisker i Østersøen en mindre del af året, altid har stået for langt den overvejende mængde af landet fisk, stort set holdt sig væk fra området.
Faldende omsætning
Med udsigt til jævnt faldende kvote tildeling, valgte ejerkredsen bag Alsfisk at frasælge fartøjer og kvoterettigheder i 2015. Selskabet Alsfisk valgte at fortsætte serviceringen af lokale fiskere, samt de enkelte fiskere fra andre havne der en sjælden gang kommer forbi.Samtidigt var der en forventning om at udvide aktiviteterne over i turisterhvervet. Ihærdige forsøg med etablering af ferielejligheder i eksisterende bygninger, over i helt nybyggeri på den tomme grund syd for servicehallen, fejlede.
Mindre en 10 år efter kommunen frasolgte bygningen til Alsfisk for et millionbeløb, med en samtidig forlængelse af arealleje til 2042, varsles der nu nye tider. Fiskerierhvervet ønskes væk fra området. Kommunen opkøbte Brags bygninger, og fjernede disse. Enkelte politiker erklære allerede på det tidspunkt området for erhvervs frit.
Sønderborg kommune opsiger aftalen
2023 fremsender kommunen opsigelse af lejemålet på de 2 erhvervsgrunde, endda indeholdende den gestus, at bygningen som de solgte for få år siden, gerne modtages retur igen, i ryddelig stand. Kvit og frit – forstås. Der kompenseres ikke med erstatnings-byninger eller arealer, ej heller økonomisk.
En nyligt offentliggjort rapport, fra en af folketinget nedsat fiskerikommision, anbefaler bl.a. en række tiltag der kan under-støtte fortsat aktivitet og beskæftigelse i det kystnære fiskeri. Her nævnes aktivitet tilknyttet havne, fiskeri-virksomheder og turisme. Alle disse parametre er opfyldt i Sønderborg kommune
Men Kommunen går her stik imod strømmen. Isværk og kølehus fjernes, Udo`s fisk, har forladt havnen, nyetableret ung fiskeskipper i Mommark ser ingen mulighed for at deltage i nye forsøgsfiskerier, bl.a. efter strandkrabber, da det kræver store land-arealer til opbevaring af tejnerne. Ligeledes fratages Due´s fisk også mulighed for opbevaring af skifte garn fra sit salgsfartøj ved slottet. Olietanke til farvet gasolie fjernes osv.
At fratage alle kommunens fiskere muligheden for at drive deres erhverv og forrente deres virksomhedsinvesteringer, på bekostning af storkapitalens behov for formuepleje, ser jeg som en modig politisk beslutning. Der skal ikke meget til at fiskeriet kan fortsætte, det kræver dog en vis form for forståelse for at madvarer har en rejse fra naturen til salgsdisken, og denne rejse kræver alle nævnte faciliteter.
Indlæg af fisker Palle Heinrich fra Mommark