Følg bundgarnsfiskeren jens Henriksen i sin vurdering af ålefiskeriet i dag – det tidligere så traditionsrige fiskeri, der er en del af Danmarks arv, er i dag et erhverv under stigende pres.
Indlægget og fortællingen reflekterer over fortidens og nutidens restriktioner, sammenlignende med hekseforfølgelse, der nu istedet udføres gennem lukkeperioder. På trods af fiskeriets minimale påvirkning af naturen, afspejler fortællingen en frustration over myndighedernes tiltag, der kvæler en ældgammel fiskeri-praksis.
Bundgarnsfisker Jens Henriksen spørger retorisk således: Er mennesket en del af naturen?
Højt mod himlen breder havørnen sine mægtige vinger ud og svæver spejdende i store cirkler. Et stykke forude fylder grå-sælen lungerne med luft og forsvinder dovent i dybet. Her et sted mellem overfladen og bunden jager marsvinet sild, hornfisk og makrel. På bunden af bæltet lusker hummeren rundt i jagten på føde.
Kystnært, helt inde hvor bunden kan ses, gror ålegræsset og strengetangen helt op i overfladen. I denne tangskov ses i sensommeren myriader af liv. Ålen, torsken, multen, ørreden og alskens andre fiskearter fra gylter til kutlinger har deres færden her.
En anden, som også kan mødes i disse omgivelser er bundgarns-fiskeren. De færreste kender hans gøren og laden, men han driver et fiskeri, der har eksisteret siden tidernes morgen.
I middelalderen var denne form for fiskeri med til at gøre landet rigt. Silden havde bl.a. enorm betydning for handlen med hanse-stæderne, senere blev ålen omdrejningspunktet. Hvis det var opfundet idag, ville det have vundet priser for dets unikke evne til at brødføde befolkningen med friske råvarer, uden at efterlade noget aftryk i naturen. Hverken i form af co2-påvirkning eller direkte fysisk aftryk.
Princippet i bundgarnsfiskeriet har altid været det samme. Det er et passivt redskab, hvor fisken selv svømmer ind i redskabet.
Derfor var der selvsagt også dårlige år i 12-1400 tallet. Det var til stor skade for samfundet hvis silden udeblev, så noget måtte gøres.
En god løsning dengang var, at beskylde en kvinde for hekseri. Og hvis der opstod enighed om, at hun havde forhekset fjorden, blev hun brændt på bålet. Nogle gange hjalp det – andre gange ikke.
I dag er vi heldigvis blevet klogere? I EU-kommisionen er der opstået enighed om at ålen er truet. Derfor må ålefiskeriet i Danmark stoppes. Men nutidens beslutningstagere er civiliserede folk, så her brændes ingen på bålet. I stedet fratager man den danske bundgarnsfisker retten til at fiske når ålefiskeriet er bedst. Dermed kvæles han langsomt og stopper sit forehavende helt af sig selv. Snedigt, men dog civiliseret – Måske hjælper det – måske ikke.
Vi ved, at erhvervsfiskeriet i saltvand fanger 3 procent af den samlede gydebiomasse, så vi kan konkludere, at det nok ikke hjælper ret meget. I det lys bliver bundgarnsfiskeren ofret – men hvorfor?
Det er dét spørgsmål, bundgarnsfiskeren spekulerer på, mens han forsøger at nyde den sidste tid i hans elskede erhverv. Engang så bundgarnsfiskeren sig selv som en del af naturen. Nu føler han sig som heksen på bålet.
Partsindlæg Bundgarnsfisker Jens Henriksen