Interessen for havets rigdomme skærpes i disse år. Vi udnytter allerede »Det blå Hav« til havvind, kabelføringer, klapning af havneslam, »losseplads og kloakudløb«, samt skibstransport og fiskeri og ikke mindst råstofindvinding. Sidstnævnte har nordmændene nu tænkt sig at udvide betydeligt i de nordlige farvande.
Mellem Jan Mayen og Svalbard findes der mineralforekomster i dybhavet, der ifølge Egil Tjåland, der er førsteamanuensis ved »Institutt for geovitenskap og petroleum« ved NTNU (Norges teknisk-naturvitenskapelige universitet) samt generalsekretær for Norsk Forum for Marine Mineraler, en organisation dedikeret til udvinding af havbunds-mineraler.
I den norske del af dybhavet findes den arktiske del af den midtatlantiske ryg. Dette er et dramatisk undersøisk bjerg-landskab med vulkaner, der konstant er i udbrud.
Den norske Regering har foreslået, at åbne et stort område af den norske kontinentalsokkel til undersøgelse og mulig udvinding af mineraler på havbunden, der ligger 1.500 meter under havoverfladen.
Efter den norske regeringens påpegning af havbundens ressourcer som en potentiel løsning for at dække det stigende behov for metaller verden over, har det norske »Oljedirektorat« forventninger om at finde:
- over 38 millioner tons kobber
- 45 millioner tons zink
- Samt betydelige mængder kobolt, sølv og guld i gamle vulkanske kilder.
- Der forventes også adskillige millioner tons mangan, magnesium, kobolt, vanadium og titan samt en række sjældne jordarter på de nøgne højderygge og klipper i havet.
Egil Tjåland har lavet en simpel beregning ved at multiplicere tonnene i rapporten med priserne på forskellige metaller og fundet et tal, der er fuldt på højde med værdien af Norges nuværende »Oljefond«. (Maj måned 2023 15.000 milliarder NOK)
Men dette er dog et usikkert estimat, da priserne konstant ændrer sig. For eksempel var koboltprisen meget høje i 2021, men faldt betydeligt i efteråret 2023 ifølge Reuters. Nogle ser dette som en spændende industriel mulighed for Norge, mens andre mener, at processen går for hurtigt, og at vi ikke har tilstrækkelig viden om miljøkonsekvenserne, ifølge forskning.no.
Der er ingen kommerciel minedrift i dybhavet i dag
Hvordan kan metaller overhovedet bringes op fra flere tusinde meters dybde, og hvilke miljøpåvirkninger er der tale om?
Der er adskillige forslag til selve udvindingen og arbejdet på havbunden, men meget er stadig uklart. To typer mineral-forekomster er primært relevante i Norge:
- Den ene er såkaldte mangan-skorper, der kan være flere mange centimeter tykke og indeholder værdifulde mineraler på nøgne klipper på havbunden.
- Den anden type er gamle og inaktive skorstene, hvor varmt vand med mineraler og metaller har strømmet ud igennem mange tusinde år og efterladt grushobe, hvor metallerne strækker sig flere hundrede meter ned i havbunden.
For udvindingen af »skorpene« kræves maskiner, der kan skære i stejle bjergsider under vand. Der er flere mulige løsninger, såsom maskiner, der skraber »skorpen« sammen, eller maskiner på bælter, der kan klatre i stejle bjergsider, samt kraftige vandstråler og vibrerende apparater til at knuse »skorpene« ifølge en konsekvensundersøgelse fra 2022 om havbundsmineraler.
For de gamle skorstene, også kendt som sulfid-aflejringer, kan der anvendes teknikker, der ligner mere traditionel minedrift på land, tilpasset til havmiljøet. Eksempelvis platforme på havbunden, der kan bore skakter ned i havbunden.
Fælles for de fleste af disse teknologier er, at de stadig er tidlige i deres udvikling og betegnes som umodne teknologier ifølge konsekvensundersøgelsen.
Der er flere udfordringer, påpeger Steinar Ellefmo, der er professor ved Institutt for geovitenskap og petroleum ved NTNU og forsker i mineraludvinding på dybhavet. Han fortæller, at disse sulfid-aflejringer er begrænsede i omfang, men kan strække sig flere hundrede meter ned i dybden. Fordi disse forekomster muligvis indeholder en højere koncentration af metaller end lignende forekomster på land, kan der udvindes flere metaller per ton sten, der tages op, ifølge Steinar Ellefmo.
Det er flere vanskelige elementer involveret, påpeger Steinar Ellefmo. For eksempel skal udstyret betjenes fra skibe og mange gange under ekstreme og vanskelige vejrforhold. Egil Tjåland mener endvidere, at det vigtigste lige nu er at få åbnet op for undersøgelsen af havbundsmineraler, så teknologi-udviklingen kan følge med. Han mener, at der først vil blive testet adskillige teknologier, inden man eventuelt finder en, der fungerer.
Et af de store ubesvarede spørgsmål handler om miljøeffekter. Det er endnu uklart, hvor meget sand, partikler og »støv« maskinerne vil hvirvle op i havet. Det er ligeledes ukendt, hvor meget dette vil påvirke livet på havbunden, både ved aktive kilder og ved leveområder langs fjelkanten. Dette udgør stadig en betydelig udfordring i forbindelse med udvinding af mineraler på havbunden.