Et højt aktivitetsniveau gennem 2022 betyder, at regnskabet for 2022 bliver det bedste nogensinde for Skagen Havn. Både omsætningen og resultatet er steget markant i forhold til tidligere, som en konsekvens af den øgede aktivitet. Den samlede omsætning blev på 78.6 mio. kroner og resultatet lander på 26.8 mio. kroner.
Skagen Havn har gennem de senere år investeret betydelige summer i infrastruktur og faciliteter, og det har derfor også været nødvendigt at forretningen skulle udvikle sig positivt. De store investeringer skaber et behov for øget forretningsudvikling og stiller store krav til havnens omsætning og likviditet.
Bestyrelsesleder for Skagen Havn, Niels Arnold Lund udtaler: »Med de strategiske investeringer i infrastruktur der er med til at fremtidssikre havnen, er der yderligere fokus på forretningsudvikling og udvikling af organisationen. Netop det har længe været nogle af bestyrelsens og ledelsens fokusområder, og det er meget positivt at havnen med årsregnskabet dokumenterer øget vækst og forretningsudvikling. Behovet for at sikre udvikling og god likviditet vil også fremover være særdeles væsentlig og en opgave som bestyrelsen vil have opmærksomhed rettet imod.«
De optimerede faciliteter i havnen skaber mulighed for vækst og forretningsudvikling – ikke blot for Skagen Havn, men også for eksisterende og fremtidige kunder. Der planlægges og er gennemført adskillige tiltag der understøtter den grønne omstilling samt havnens bæredygtighedsstrategi. Opgaveløsninger i forhold til den øgede aktivitet og bredden i opgaverne varetages af havnens stab på 24 medarbejdere.
»Jeg er rigtig stolt at det resultat vi leverer og det er meget positivt at det, gennem fremgang på alle forretningsområder, har været muligt at udvikle forretningen. Med baggrund i den store aktivitet er det rigtig godt, at driften af havnen viser sig at være meget effektiv og omstillingsparat, hvilket bidrager stærkt til bundlinjen i årsregnskabet. Udviklingen af organisationens kompetencer og ressourcer har været nødvendig, og vil fremadrettet være med til at sikre de bedste løsninger for havnens kunder«, siger en yderst tilfreds administrerende direktør, Willy Bent Hansen.
2023 ser også ud til at blive et travlt år på Skagen Havn, hvor der ses frem til yderligere dialoger omkring vækst og udvikling med samarbejdspartnere og kunder.
Skagen Havn leverer det bedste årsregnskab i historien
ANNONCER