Jacob Jensen har som ny minister for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri i SVM-Regeringen, i et interview til »Effektivt Landbrug« fortalt, at han vil afbureaukratisere fiskeriet og landbruget. Men inden ministeren kommer med flere store udmeldinger, vil han gerne have lov til at sætte sig ordentligt ind i SVMs regeringsprogram og lære arbejdsgangene i ministeriet at kende.
Det skriver Effektiv Landbrug
Men ønsket om færre regler på dagsorden er alligevel sluppet ud, sammen med ønsket om en hurtig udbetaling af erstatning til minkfarmerne. Det understreger Jacob Jensen (V) overfor avisen, at han vil arbejde for, at det skal blive lidt lettere og lidt mere enkelt, både for landmænd og fiskere, og sådan set også for myndighedssiden, fortæller Jacob Jensen, der dog pt prioriterer arbejdet med erstatningsudbetalinger til minkavlerne højest.
Afventer CO2-anbefalinger
Hvornår kommer landmændene (og fiskerne) til at høre mere omkring en CO2-afgift?
Til dette siger Jacob Jensen (V) til Effektivt Landbrug, »Nu har vi jo den her ekspertgruppe nedsat, og de skal så komme med deres muligheder og deres forslag inden for den ramme, der står i regerings-grundlaget med forskellige modeller for, hvordan den kan skrues sammen. Så jeg vil selvfølgelig afvente at se, hvad de kommer med. Så må vi så tage bestik af de forslag eller de anbefalinger, der ligger til den tid. Så før, de kommer med deres anbefalinger, kommer jeg ikke til at mene noget mere konkret om, hvordan sådan en afgift skal sættes sammen,« slutter Jacob Jensen overfor avisen.
Jacob Jensen understreger også behovet for en fremtidsplan
Han har dog også tidligere – lige før jul – orienteret offentligheden om en anden vision for netop fiskeriet. I en pressemeddelelse understregede ministeren behovet for en klar fremtidsplan.
»Én af de vigtigste opgaver, er arbejdet med at fremtidssikre dansk fiskeri. Derfor glæder jeg mig rigtig meget til at tage en samlet diskussion om, hvordan vi udvikler et erhverv, som er meget presset lige nu, samtidig med at vi tager hensyn til havmiljøet og vores fiskebestande,« udtalte Jacob Jensen dengang og sender budskabet i hænderne på fiskerikommissionen, der blev nedsat i sommer, men som har været bremset af folketingsvalg og regeringsforhandlinger.
Den nye SVM-regering har fremrykket deadline for fiskerikommissionens arbejde, fordi der er brug for hurtige løsninger til både fiskeri-erhvervet og ikke mindst for hav-miljøet. Det er præsenteret i SVM-regeringsgrundlag 2022 fra de tre partier.
Opgaverne i fiskeri-kommissionen er blandt andet følgende
I kommissionens arbejde inddrages de relevante politiske og reguleringsmæssige rammer for fiskeriet, herunder EU’s fælles fiskeripolitik, havstrategidirektivet og øvrige relevante EU-direktiver, anbefalingerne fra Ekspertgruppen for en Grøn Skattereform, NaturSkånsom, Den Europæiske Hav-, Fiskeri- og Akvakulturfond (EHFAF), GUDP, Danmarks havplan og beskyttede områder.