Som led i projektet ”Nye fiskearter til konsum – frysning om bord” vil prøvesmagerne hos Danmarks Fiskeriundersøgelser snart sætte tænderne i lynfrossen hestemakrel, knurhane og brisling fra Nordsøen
Flere fiskespisere skal have øjnene op for knurhaner, hestemakrel og brisling som spisefisk. På DANAs februar-togt i Nordsøen deltog Ulrik Cold fra DFUs Afdeling for Fiskeindustriel Forskning (FF) i Lyngby. Hans opgave var at vakuumpakke og hurtig-fryse knurhane, brisling og hestemakrel.
Fiskene bliver efterfølgende serveret dampede i sensorik-laboratoriet på Afdelingen for Fiskeindustriel Forskning, hvor DFUs smagspanel vil bedømme deres spisekvalitet.
Det sker som led i projektet ”Nye fiskearter til konsum – frysning om bord”, som sigter mod at undersøge, hvordan de traditionelle industrifiskearter kan sælges som spisefisk til langt højere priser end de i dag indbringer som industrifisk. Projektet er et samarbejde mellem Danmarks Fiskeriundersøgelser, Højmarklaboratoriet as og Krog Consult.