Den i øjeblikket uudnyttede ressource af fisk, kan tænkes at blive brugt som råstof og tilsætning i foderfremstillingen til den animalske produktion, skriver Havforskningsinstituttet.no
Ingen ved endnu, hvor meget der er af »fremtidige fiskeressourcer« – de mesopelagiske arter – men nu kan ny metode måske give svaret.
For nogle få år siden, målrettede man et forsøgsfiskeri efter disse mesopelagiske fiskearter i Norge og her oplevede man overraskende store fangster. Dengang var det stadig på forsøgsstadiet, og var første skridt mod at artsbestemme og give et billede af bestandenes størrelse samt hvilke fangst-teknologier der egnede sig bedst til disse mindre fiskearter.
Disse mesopelagiske arter levede overvejende af dyreplankton. Potentialet viste sig hurtigt at være kæmpestort, med en ressource der både egnede sig som menneskeføde og som kilde til marint protein og eller marine olier.
Mindre laksesild og lette pletfisk er eksempler på arter, der lever i den mystiske »mesopelagiske zone«, i det totale mørke på mellem 200 til 1000 meters dybde.
Forskerne ved, at der er store mængder af organismer der, men estimater svinger enormt fra 1 til omkring 20 gigaton på globalt basis.
»For bedre at kunne forstå denne størrelse på 20 gigaton, så svarer dette til omkring 60 millioner Boeing 747-fly.«
Ukendt svømmeblærer gør det svært med sonar
Usikkerhed er en af de forhindringer, der står i vejen for at udvikle et bæredygtigt meso-pelagisk fiskeri. For én af årsagerne til usikkerheden er fiskenes svømmeblære. Det er svømmeblæren, der påvirker vores ekkolod. Men for at vide, hvor mange fisk ekkoloddet kan se, skal vi kende svømmeblærernes volumen og form, forklarer havforsker Babak Khodabandeloo.
»Sonar er forskernes vigtigste redskab, når de skal overvåge fiskebestandene og vurdere, hvor store de er.«
