Intech opkøber KM Fish Machinery og indhenter således nye kompetencer og produkter inden for fiskeindustrien, som komplementerer Intechs egne på allerbedste vis. Opkøbet er både et vigtigt strategisk tiltag, men også på det personlige plan er investeringen af afgørende betydning for begge virksomheder, idet to af ejerne er ungdomsvenner.
Pionerer inden for fiskeriet og udvikling i særklasse
KM Fish Machinery ejes og drives af Kaj Christensen, adm. direktør, og Niels Kronborg Nielsen, salgsdirektør. Begge har årelang erfaring inden for fiskeriet, og de har været med til at skabe fundamentet for, hvordan procesudstyr til fiskeriet skal fremstilles til nutidens moderne trawlere. Med deres visionære tankegang og fremsynet produktudvikling har de altid været førende inden for fremstilling af procesudstyr til fiskeindustrien, deriblandt rejekogere, rejesortermaskiner og rensemaskiner til fisk. I dag udvikler KM Fish Machinery udstyr til fiske- og rejetrawlere i hele verden, herunder pillemaskiner til både rejer og krill, som man har patent på sammen med modningstanke for rejer.
»Vi er en af de førende producenter af procesudstyr til reje- og fiskeforarbejdning ombord på trawlere og til landfabrikker, og med Intechs opkøb vil vi fortsat kunne levere den allerhøjeste kvalitet blot i større omfang. For os har det været et spørgsmål om at øge både viden og kapacitet. Intech og KM Fish Machinery supplerer hinanden i hverdagen med god sparring. Med opkøbet har vi nu i langt højere grad mulighed for at udvikle flere produkter til gavn og glæde for vores kunder. Derudover kan vi som en stor global spiller på markedet håndtere flere og større projekter, som samtidig vil blive lettere at få gennemført til fordel og tilfredsstillelse for kunderne,« udtaler Kaj Christensen.
»Jeg ser meget frem til samarbejdet, som jeg anser som den helt rigtige løsning for KM Fish Machinery. Både vores ansatte samt Kaj og jeg fortsætter i virksomheden, hvilket er med til at skabe ro og kontinuitet for både medarbejdere og vores mange kunder rundt om i verden, fortæller Niels Kronborg Nielsen. KM Fish Machinery, der har ca. 20 medarbejdere,« fortsætter som selvstændigt selskab og under samme navn.
Intech fortsætter den ambitiøse vækststrategi
Hos Intech ser ledelsen meget positivt på opkøbet samt fremtiden helt generelt. Intech har ekspanderet kraftigt i løbet af de seneste år og har bl.a. etableret datterselskab i både Norge og Tyskland samt serviceafdeling i USA. For adm. direktør hos Intech, Kim Weidemann, er overtagelsen af KM Fish Machinery en vigtigt del af Intechs fortsatte vækst. Virksomheden har en meget klar og ambitiøs vækststrategi, hvor det er ledelsens forventning, at Intech er dobbelt så stor i 2025 som i 2020.
»Med opkøbet styrker vi Intechs position på markedet endnu mere, og vi vil kunne tilbyde flere forskellige løsninger til både trawlere og landfabrikker. Jeg forventer helt klart, at vi vil vokse inden for eksisterende såvel som nye segmenter. KM Fish Machinery har nogen produkter, som med stor fordel straks kan indgå i vores projekter. Samtidig muliggør samarbejdet også, at Intech kan træde ind på markeder, hvor vi ikke tidligere har været repræsenteret, dette gælder bl.a. rejepilleri, rensning af fisk, varmtvandsrejer og farming, hvilket er segmenter, som vi ser store fremtidsperspektiver i,« udtaler Kim Weidemann.
Intech er specialiseret i design og fremstilling af rustfri procesudstyr til fiske- og fødevareindustrien samt industriautomatik som komplette robotceller og elektrisk konstruktion. Virksomheden, der har ca. 100 medarbejdere, er en af de førende leverandører inden for procesudstyr til fiskeindustrien.
»Det er med stolthed i hjertet og en kæmpe milepæl, at Intech og KM Fish Machinery har indgået dette samarbejde, som vil skabe synergier fra dag 1. Det passer som fod i hose for Intechs vækststrategi. Vi tilkøber en masse erfaring og kompetencer, som muliggør, at vi i fællesskab kan videreudvikle både maskiner og projekter til et marked, som vi ved eksisterer, og vi har nu kapaciteten til at føre det ud i verden,« siger Leif Carøe Andersen, der er medejer af Intech.
Produktionen skaleres op
Det nye samarbejde giver også mulighed for at opskalere produktionen. KM Fish Machinery råder over et massivt tegningsarkiv på rigtig mange maskiner. Produktprogrammet spænder over alt fra skaldyr til fisk. Med Intechs opkøb følger kapaciteten til at give mange af de innovative produkter fra tegningsarkivet en finpudsning, således de kan introduceres på markedet til fordel for hele branchen. Nogle af specialmaskinerne vil fremover blive fremstillet i produktionen hos Intech, hvor man har faciliteterne og mandskabet til at producere i stor skala
150 års ejererfaring som fundament
Med dette nye opkøb får Intech-koncernen en massiv ejererfaring med i bagagen, hvilket helt naturligt vil komme kunderne til gode i form af professionelle og skræddersyede løsninger. De fire ejere har tilsammen 150 års erfaring, så det er med et solidt fundament, at dette samarbejde bliver sat i søen.
Succes kommer ikke af sig selv, og det har også været hårdt arbejde gennem årtier, der har skabt den position, som KM Fish Machinery har i dag. Kaj Christensen har med sine 47 års erfaring hele tiden arbejdet sig opad i hierarkiet og fået mere og mere ansvar. Han startede som maskinarbejder, fik derefter ansvaret for lageret og sidenhen også for samtlige reservedele. Senere rykkede han ind i indkøb og fik efterfølgende ansvaret for hele produktionsplanlægningen. I dag indtager han posten som adm. direktør og har derudover også ansvaret for teknik og projektsalg. Niels, der har været i branchen siden 1987, har ligeledes haft en stor og afgørende faktor for udviklingen af virksomheden, hvor han har stået for salg, marketing og markedsudvikling.
Udover den massive erfaring blandt ejerne skal tillægges de stærke kompetencer og de mange års erfaring, som koncernens godt 100 medarbejdere bibringer. Både hos KM Fish Machinery og Intech er der medarbejdere med erfaring og kompetencer ud over det sædvanlige. Især kan nævnes Søren Bielefeldt, der i sit virke som ingeniør gennem 35 år hos KM Fish Machinery, har været en uundværlig kapacitet i den konstante udvikling og optimering af diverse maskiner. Også maskinarbejder, Bent Jensen, der med sine over 40 års erfaring har været en yderst stabil og vigtig bidragsyder til den positive udvikling, som KM Fish Machinery har oplevet gennem årene.
Bygger på stærke værdier
Både Intech og KM Fish Machinery er grundlagt på stærke værdier som troværdighed, partnerskab og engagement, og begge virksomheder er præget af en stærk entreprenant tilgang til måden at drive forretning på. For Kaj Christensen er det altafgørende, at der følges op på de ting, som er lovet kunden. – Vi står fuldt ud på mål for de løsninger, vi tilbyder, og vi bliver aldrig større, end at vi stadig er til at tale med. Hos os har vi den filosofi, at mennesker handler med mennesker og ikke systemer, og derfor skal vi selvfølgelig også være tilgængelige for vores kunder, og det gælder både før, under og efter et projekt, siger Kaj Christensen.
»Matchet med Intech og KM Fish Machinery er helt rigtigt. Begge virksomheder har stor fokus på kundens individuelle ønsker og behov, og så overholder vi altid vores aftaler,« supplerer Niels Kronborg Nielsen.
Fra ungdomsvenner til forretningspartner
Både Leif Carøe Andersen og Niels Kronborg Nielsen er født og opvokset i Brønderslev, hvor de var ungdomsvenner. Niels er oldebarn af grundlæggeren af Pedershåb Maskinfabrik og kommer således ud af en familie, der er præget af iværksætteri og vilje til vækst, hvilket har været en medvirkende årsag til den succes, som han og Kaj har opnået med KM Fish Machinery. Godt købmandskab og initiativ er også kendetegnende for Leif, der som grundlægger af Intech ligeledes er i besiddelse af en sund håndværksmæssig tilgang.
»Det er med en stor portion glæde og ære, at Niels og jeg nu finder sammen i formelt samarbejde ved, at Intech overtager alle aktiverne i KM Fish Machinery. Vi har kendt hinanden siden ungdommen, og vi ved, hvad hinanden står for både på det personlige plan, men også rent forretningsmæssigt. Derfor er det med en fantastisk følelse i maven, at vi nu her senere i livet igen slår os sammen,« udtaler Leif Carøe Andersen.