Flyvevåbnet og Aalborg Sygehus arbejder tæt sammen om at blive bedre til at redde nedkølede personer. Nu gives den viden videre. Det foregår tirsdag den 31. januar 2012 ved en demonstration.
Flyvevåbnets redningshelikopter og overlæge Benedict Kjærgaard fra Hjerte- og Lungekirurgisk Afdeling på Aalborg Sygehus har gjort det før. Besætningerne fra Flyvevåbnets redningshelikoptere og overlæge Benedict Kjærgaard kender hinanden fra tidligere redningsaktioner, herunder fra ulykken ved Præstø, hvor en efterskoleklasse kæntrede og alle kræfter blev sat ind på redning af de forulykkede.
Nu har Danmark engageret sig i at give sin viden videre til en række lande i et fælles projekt, der hedder SAR Visit Denmark. Redningsdemonstrationen foregår i flere etaper, forskellige steder omkring Aalborg. Projektet har til hensigt at øge deltagerlandenes praktiske viden om redningsopgaver. Redningsmandskabet har gode erfaringer med samarbejde på tværs af landegrænser. SAR Visit Denmark håber således, at deltagerlandene vil videreføre princippet om samarbejdet med deres nabolande i en fælles opgave om at redde menneskeliv.
På tirsdag den 31. januar 2012 demonstrerer Danmark ved fælles indsats sin viden indenfor redning af en forulykket person. Demonstrationen starter i Limfjordens kolde vand, hvor den forulykkede person – i første omgang en dukke – bliver reddet af et skib og en redningshelikopter. Patienten befinder sig nu i hypotermi – altså nedkølet tilstand. Redningsdemonstrationen ved Limfjorden sker ved Aalborg Søfarts- og Marinemuseum.
Senere på dagen fortsætter redningsdemonstrationen på Flyvestation Aalborg, hvor patienten ankommer med helikopter. Patienten er nu ikke længere en dukke men en bedøvet gris, som bliver anvendt i forbindelse med afprøvning af redningsudstyret i helikopteren. Ved ankomsten af patienten vil overlæge Benedict Kjærgaard demonstrere hjerte-lungemaskinen, som også blev anvendt under Præstø-ulykken.
I forlængelse af redningsdemonstrationen vil deltagerlandene få et indblik i Falcks specielle ambulance, mens Helicopter Wing Karup vil vise EH-101 redningshelikopter frem.
Fakta
Patienten, som indgår i demonstrationens sidste fase, er en bedøvet gris, idet grises anatomi har meget til fælles med den menneskelige. Grise har tidligere været brugt i udviklingen af den mobile hjerte-lungemaskine. Dagens redningsdemonstration er en fortsættelse af det arbejde.
Overlæge Benedict Kjærgaard er den lægefaglige leder af de danske helikopter-besætningers læger.
SAR Visit Denmark foregår fra den 29. januar til den 3. februar 2012.
Deltagerlandene er blandt andet Albanien, Bosnien-Hercegovina, Bulgarien, Estland, Kenya, Kroatien, Letland, Litauen, Makedonien, Montenegro, Rumænien, Serbien, Slovakiet, Ukraine og Ungarn.