Søfartsstyrelsen har udsendt information omkring de nye regler for den internationale skibsfarts reduktion af Co2-aftryk mod 2030.
Informationen fra Søfartsstyrelsen lyder således:
FN’s Søfartsorganisation IMO, har på det 75. møde i miljøkomiteen, MEPC, godkendt nye regler for den internationale skibsfarts reduktion af sit CO2-aftryk frem mod 2030.
Reglerne omfatter en række værktøjer og byggesten til reduktion af skibes CO2-udledninger. Selv om Danmark gerne havde set mere ambitiøse krav til de mest klimabelastende skibe og stærkere krav til håndhævelse, så ses resultatet som et acceptabelt fundament til det fremadrettede arbejde med klimaregler for søfarten.
”De nye klimaregler vil indføre reelle krav om reduktion af skibes CO2-udledninger. Med godkendelsen sender IMO det afgørende signal om, at der sker fremdrift og vedtages krav. Og så giver det godkendte resultat os et fundament at arbejde videre på fx i forhold til håndhævelse,” forklarer Søfartsstyrelsens direktør, Andreas Nordseth.
Danmark havde, sammen med Tyskland og Frankrig, indsendt et forslag om mere ambitiøse klimaregler, der bl.a. ville have sat strengere krav til de mest klimabelastende skibe. Dette var der ikke den nødvendige opbakning til under forhandlingerne, men aftalen om ny regulering ses dog som et vigtigt skridt på vejen.
De nye regler vil indgå i MARPOL-konventionen som en justering til anneks VI og vil træde i kraft fra 2023. Reglerne vil bl.a. indføre en klimamærkning af skibe, hvor skibe kategoriseres fra A-E. Det vil fremadrettet derfor være muligt at få indsigt i skibes CO2-aftryk, som det også kendes fra en række andre områder, herunder biler, huse og hårde hvidevarer. En global klimamærkning af skibe vil gøre det lettere for industrien, havne og andre maritime aktører at belønne de mest klimavenlige skibe.
Der ligger nu et stort arbejde forude med at udforme konkrete retningslinjer for reguleringen for at sikre, at reglerne får den tilsigtede effekt. De centrale dele af disse retningslinjer skal fremlægges på det næste møde i IMO’s klimakomite i juni næste år.