Finn Høj Mogensen og sønnen Martin er hhv. 3. og 4. generation fiskere. Sammen driver de bundgarnsbedrift ved Spodsbjerg.
I sæsonen, som netop nu afsluttes, har de 18 garn i vandet og dermed også fuldt op at gøre, med at passe bedriften.
Finn Høj Mogensen har været med i mange år og har fulgt, hvordan fiskeriet skifter. Nu er torsken f.eks. næsten forsvunden fra Langelandsbæltet. ”I år bliver det vel blot til 20 kasser i sæsonen. Tidligere havde vi i Spodsbjerg tusinder af kasser, men sådan er det slet ikke mere”. Ved Spodsbjerg satte man for år tilbage også mange sildegarn. Især fra oktober var dette fiskeri attraktivt. De senere år er strømmen i Langelandsbæltet tiltaget så meget, at man ikke længere arbejder med sildegarn.
I år har mængderne af ål været i fremgang – og med fornuftige priser har det været en positiv ting. I garnene fanger parret også en del fladfisk, ligesom der sporadisk også forekommer ørreder.
I den seneste periode har flere storme drillet. Når vinden er stærk fra det sydvestlige hjørne, opstår der efterfølgende lavvande – og så kan det være mere end svært at komme helt ind til redskaberne.
Inden Jul skal garnene helst være bjærget, for hvis temperaturerne falder til under frysepunktet kan det blive hårdt arbejde at få dem samlet. Pælene for lov at blive i vandet, da det er dyrt at slå nye. Finn Høj Mogensen forklarer, at til det arbejde skal der nemlig skaffes ekstra medhjælpere, som selvsagt også skal aflønnes, og derfor tager man i Spodsbjerg chancen og håber at vinteren ikke er for hård ved pælene.
Bundgarnsbedriften har tilladelse til lejlighedsvis salg af urensede fisk. Ål sælges til Sjælland, og de øvrige fisk afsættes via en jysk fiskeauktion.