Storbritannien skal ikke regne med nogen handelsaftale med EU, hvis ikke fiskere fra EU-lande får lov til at fiske i britisk farvand
EU er parat til at give briterne en ambitiøs handelsaftale, men det forudsætter, at briterne giver EU-lande adgang til at fiske. Det er ganske enkelt en ufravigelig betingelse, har EU’s chefforhandler, Michel Barnier, udtalt.
EU-kravet luner hos danske fiskere, da fiskeri i britisk farvand er vigtigt for store dele af dansk fiskeri.
I en tale mandag i Greenwich i det sydøstlige London sagde den britiske premierminister, Boris Johnson, at den britiske regering ikke er afvisende.
– Vi er klar til at overveje en aftale om fiskeri. Men den vil skulle afspejle det faktum, at Storbritannien fra slutningen af 2020 bliver en uafhængig kyststat, som har kontrol over egne farvande, siger Johnson ifølge Finans.dk.
EU og Storbritannien har nu 11 måneder til at få en aftale på plads – som foreskrevet i udtrædelsesaftalen mellem parterne. Der er dog indføjet en mulighed for at forlænge perioden, men dette har Boris Johnson været afvisende overfor.
Regeringen i London ønsker at forlade EU’s toldunion og det indre marked fra 1. januar 2021.