Når blot vejret ikke driller, melder RS73 ”Annika” med Kim Petersen fra Glesborg, om gode fiskedage øst for Djursland.
”Vi fisker lige ud for Grenå, og bare vi får vejr til det, er det godt. I sidste uge havde vi hhv. 100 kg, 247 kg og 150 kg. søtunger – og med 70-80 kr./kg. for de små, og fra 100 til 140 kr./kg. for de store, er det jo godt nok”. I tillæg til søtungerne, fanges også lidt bifangst, overvejende rødspætter og lidt pighvar.
Men vejret er en altafgørende faktor for det knap 10 m. lange trawlfartøj; ”I denne uge tegner det jo ikke til noget fiskeri, for så længe vinden kommer fra østlig retning, har vi ikke en chance”, forklarer Kim videre.
”Annika” er hjemmehørende i Bønnerup, men sejler i øjeblikket ud fra Grenå. Skibet fisker med én trawl – tidligere har Kim Petersen fisket med to trawl, men ud for Grenå er der ofte meget tang og lign. og i den forbindelse har det vist sig lettere, at få én trawl til at gå godt i vandet, samtidig med, at brændstof omkostningerne holdes på et langt lavere niveau.
Tungefiskeriet ud for Grenå kan vare vinteren ud, og Kim Petersen håber på gunstigt vejr – og det vil sige, at vinden helst skal komme fra alle andre sider end nord, øst eller sydøst.