Torskens forsvinden fra østkysten af Nordamerika, havets encellede mikroorganismer og sammenhængen mellem havstrømme og klima. Studerende fra tre DTU-retninger mødes til sommerkursus i Oceanografi hos DTU Aqua.
DTU Aqua udbyder netop nu instituttets første sommerkursus i eget regi. Kurset varer i alt tre uger og er det første af mange kommende.
De studerende har været på sejltur med skibet Ofelia for at indsamle prøver og teste nogle af fiskerividenskabens metoder til dataindsamling i praksis. Fra vandprøve-tagning med en såkaldt ctd til fiskeri med finmasket planktonnet for at indsamle data om havets mindste indbyggere.
Tilbage på DTU Aqua har de studerende, som kommer fra hhv. DTU Miljø, DTU Medicin & Teknologi og DTU Sundhed & Produktion, arbejdet i laboratoriet, været til forelæsninger og regnet på modeller, som kan beskrive de processer, der styrer fx fiskebestandenes størrelse
“Vi tager udgangspunkt i nogle af de målinger, som blev indsamlet på Galathea-ekspeditionen og sammenligner dem med data i et program på nettet,” forklarer Kristina Marker:
“Selve kurset har haft en god variation for jeg kan godt lide, at det er et lidt praktisk også, som at vi var ude at sejle. Jeg regner ikke med at skulle arbejde med fiskerividenskab senere, men jeg synes, at det jeg har lært her er et godt supplement til de fag, som jeg ellers har haft på Miljø,” vurderer hun.
Torsken forsvandt
Som afslutning på kurset skriver de studerende en opgave – og for Bo Hansen, DTU Miljø er det et af fiskerividenskabens berømte cases som er på programmet: Hvorfor kollapsede torskebestanden ved østkysten af Nordamerika i 90’erne, så den stadig ikke er tilbage på det gamle niveau?
“Det er et stort problem, at torsken er gået helt ned med nakken – og spørgsmålet er, hvad der gik galt: Fiskeriet, sælerne eller temperaturstigninger? Foreløbig giver jeg fiskeriet og de store, nye russiske indstri-trawlere, som man var begyndt at fiske med, skylden…,” siger Bo Hansen, DTU Miljø.
For at finde svaret er han og hans to medkursister gået på jagt i en stak videnskabelige artikler. De fleste af dem er skrevet af biologer.
“Vores undervisere har da også lidt bekymret spurgt, om det nu gik ok med at læse og forstå dem – men det kan man sagtens. De biologiske fagudtryk kan man bare slå op – og matematik er jo matematik, og heldigvis har jeg nogen med i min gruppe, som er rigtig gode til det!”
Fortsætter på kandidatuddannelsen
Bo Hansen vil senere fortsætte på den kandidatuddannelse i Akvatisk Videnskab og Teknologi, som DTU Aqua fra efteråret udbyder i samarbejde med KU:
“På det her kursus har jeg lært nogle modeller at kende, som jeg kommer til at kunne bruge direkte siden hen, når jeg vil arbejde videre med det her. Hvad skal man gøre for at få et bæredygtigt fiskeri. Hvad er det ud over fiskeri, som kan påvirke – og som man skal tænke med ind? ”
Kommende kandidatuddannelse i AKvatisk Videnskab og Teknologi
Den tværfaglige kandidatddannelse i Akvatisk Videnskab og Teknologi starter til september 09 og undervisningen foregår i Lyngby og København. Kandidatuddannelsen kombinerer biologiske, teknologiske og matematiske fag, så man populært sagt uddanner biologer, som kan regne og ingeniører, som ved noget om biologi. Den tværfaglighed er der stor efterspørgsel på fra erhvervet, som skal ansætte kandidaterne bagefter. Uddannelsen er åben for alle med en relevant bacheloruddannelse, fx biologi, fysik, matematik eller ingeniør.