Har du en god idé til grøn udvikling inden for dansk landbrug, gartneri, fiskeri, akvakultur og forarbejdning? Så får du snart mulighed for at søge støtte til innovative projekter og netværk, som fremmer grøn og økonomisk bæredygtighed i fødevaresektoren. Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram (GUDP) under Landbrugsstyrelsen råder i første halvår af 2022 over en pulje på cirka 97 millioner kroner til at støtte grønne udviklings- og demonstrationsprojekter inden for hele fødevaresektoren.
Fokus på klima og bæredygtige fødevarer til alle
I 2022 vil GUDP’s bestyrelse udvælge de projekter, der bedst kan understøtte samfundets forventninger til nye grønne løsninger og være med til at indfri klimamålsætninger for Danmark frem mod 2030 i den nye landbrugsaftale og aftalen om hav, fiskeri og akvakultur.
Samtidig vil GUDP i 2022 støtte projekter, der kan udvikle og understøtte bæredygtige og klimavenlige fødevarer, som skal være tilgængelige for den brede danske befolkning og kan give gode eksportmuligheder. Derudover vil bestyrelsen prioritere projekter, der styrker biodiversitet, miljø, natur, vandmiljø og mindsker fødevarespild.
Du kan læse mere i GUDP’s handlingsplan for 2022
Sådan søger du
GUDP åbner for ansøgninger til GUDP´s ordinære pulje for første halvår af 2022 fra omkring midten af december 2021. Ansøgningsfristen er den 2. februar 2022 kl. 12.00.
Hent ansøgningsmaterialet her
Deltag i GUDP’s webinar, før du søger projektstøtte
Du kan tilmelde dig vores informationswebinar for alle, der overvejer at søge støtte:
Webinar fredag den 7. januar 2022 kl. 9.00 til 12.00
Det er gratis at deltage, og du kan høre mere om ansøgningsproceduren, den gode ansøgning og kriterierne for at vurdere projekterne. Du får præsenteret det aktuelle ansøgningsmateriale og kan få svar på spørgsmål, mens individuel sparring henvises til dialog med sagsbehandlerne efter webinaret.
To projekter deler erfaringer
Du kan også høre projektledere fra to interessante GUDP-projekter fortælle om deres erfaringer og resultater af samarbejdet med GUDP på webinaret.
Simme Eriksen fra Center for Frilandsdyr deler sine erfaringer med at starte netværket Skovgris.
Nastasia Okulove fra virksomheden Inmold fortæller om et projekt, der udvikler en ny overfladebelægning til indersiden af emballage, der kan få yoghurt til at slippe lettere og dermed mindske madspild.
Læs mere her i nyhederne om:
- Netværket Skovgris
- Slip-let emballage kan formindske madspild
Få individuel sparring
Alle med GUDP-egnede projektidéer er velkomne til at sende en kort projektbeskrivelse til GUDP-sekretariatet, hvor sagsbehandlerne står til rådighed med kvalificeret sparring. Beskrivelsen skal udfyldes i en skabelon og må højst fylde én side: