Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen åbner i dag for den populære tilskudsordning til investering i fiskefartøjer, der skal sikre miljøvenligt fiskeri og øge kvaliteten af fangsten. Samtidig åbnes der for ansøgning til tilskudsordning, der skal skabe vækst i dansk akvakultur.
Ny teknologi skal være med til at skabe et mere miljøvenligt fiskeri. I dag åbner miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen for ansøgninger til tilskudsordningen ”Investeringer i Fartøjer”, hvor danske fiskere blandt andet kan søge om tilskud til innovative fiskeredskaber, der skal nedbringe mængden af uønskede fangster og give mindre miljøpåvirkning.
Eksempelvis gives der tilskud til såkaldte »topløse trawl«, der kan sikre, at fladfisk går i nettet, mens torskefisk går fri, ligesom der gives tilskud til flydetrawl, der ikke rører havbunden, og derfor er mere miljøvenlige end bundtrawl.
Der har tidligere været stor interesse for at søge tilskud på ordningen. Sidste år blev der således søgt for alle pengene i puljen inden for de første 24 timer. I år er der 27,5 mio. kroner i puljen. »Det er rigtig positivt at se, hvor stor lyst der er blandt danske fiskere til at modernisere deres fartøjer og gøre fiskeriet både mere miljøvenligt og effektivt. Denne ordning er med til at sikre, at fiskerne har den nyeste teknologi og udstyr til rådighed, og det er både godt for miljøet og for fiskeriets indtjening, så pengene er godt givet ud,« siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.
Store vækstmuligheder i dansk akvakultur
I dag åbner også ordningen »Investeringer i Akvakultur«, hvor danske akvakulturvirksomheder såsom havbrug og dambrug kan søge tilskud til investeringer i renseanlæg, nye modeldambrug, nye havbrug eller tiltag til forbedring af dyrs sundhed og velfærd.
I alt kan der søges om tilskud for 24,7 mio.kr.
»Der er et stort potentiale i dansk akvakultur, og regeringen har en målsætning om, at produktionen af fisk og skaldyr skal vokse med 20 procent inden 2020. Nu giver vi erhvervet mulighed for at få adgang til topmoderne teknologi, så de kan producere endnu mere med en mindre miljøbelastning – det er en god forretning,« siger Esben Lunde Larsen.
Til sammen rummer de to ordninger »Investering i Fartøjer« og »Investering i Akvakultur« midler for 52,2 mio. kr. fra det danske Hav- og Fiskeriudviklingsprogram.
Læs mere om, hvordan du søger om tilskud:
Investeringer i Fiskefartøjer 2017
Investeringer i Akvakultur 2017
Yderligere oplysninger:
Pressesekretær Jens Fuglsang Edelholdt, Miljø- og Fødevareministeriet, tlf.: 9135 6996, e-mail: jefed@mfvm.dk