Som bare 43-årig kan Mads Rosendal holde 25 års jubilæum i skibselektro-virksomheden Orla Jensen A/S
Jubilæet blev fejret på Røgeriet fredag d. 28. januar med en lækker fiskebuffet og ca. 100 kunder og samarbejdspartnere dukkede op og gjorde eftermiddagen mindeværdig.
Trods jubilæum og lidt grådt hår har medejer af Orla Jensen A/S nok af gåpåmod og ser lyst på fremtiden. ”Vi har godt med aktivitet i virksomheden, og kontorstolene bliver ikke ligefrem slidt op,” fortæller Mads Rosendahl en tirsdag eftermiddag, hvor håndværksarbejdet også har ophobet sig.
Mads Rosendal kom i lære som skibselektriker hos Orla Jensen i 1985 som 17-årig. Dengang var firmaet en virksomhed med 7 fastansatte, hvis arbejde kun var rettet mod de lokale fiskefartøjer. De sidste 25 år har dog medført en masse ændringer i ejerskab, arbejdsopgaver og kundekredsen. ”Fra kun at have fokus på vores lokale fiskeflåde, har vi set os nødsaget til også at søge andre og nye græsgange,” siger Mads Rosendahl som blandt andet nævner den lokale industri- og turisterhverv, sommerhusene og privatkunder som lige så store arbejdsområder for elektrikerne i dag.
fiskerflåden
Men fiskerflåden har stadig høj prioritet i firmaet, og medarbejderne holder sig godt opdateret og i tæt kontakt med de lokale fiskere, som ofte har brug for elektronikfirmaets ekspertise, år el ombord på fartøjerne står af eller nye komponenter skal installeres. Regelmæssigt modtager Mads også opkald fra østkysten, hvor et fartøj har problemer, og så sendes en elektriker af sted med det samme. Kunder uden for postnummeret har kun kendskab til Orla Jensen A/S via ”mund til mund”-metoden, idet firmaet hverken har hjemmeside eller andet markedsføringsmateriale endnu. ”Men det bliver der lavet om på, når vi får tid,” siger den travle og beskæftigede medejer.
Orla Jensens A/S sidste deltagelse i nybygningsprojekt til fiskeriet var den 26,5 meter lange trawler RI 427 Mette Helene, som blev afleveret og bygget i 2009 på Vestværftet. Og generelt nærer elektrikerne godt af samarbejdet med begge værfter i byen. I 2010 leverede de el-arbejdet til to nybygninger fra Hvide Sande Skibs- og Bådbyggeri, som blev leveret til Dong Energy.
I 2005 købte Mads Rosendal og Johnny Jensen halvpart i virksomheden, og Orla Jensens afsked i 2008 medførte, at endnu en ansat købte part i firmaet, som nu er fordelt lige mellem Johnny Jensen, Mads Rosendahl og Jesper Spørring. ”Vi er en ung direktion med masser erfaring,” siger alderspræsidenten Johnny Jensen smilende og påpeger at ejerne, trods den lave aldersgennemsnit, har 73 års erfaring i virksomheden tilsammen. Orla Jensen består i dag af 5 ansatte elektrikere, 2 lærlinge, 1 kontorassistent og 1 arbejdsdreng.