Ombord på enmandsbetjente fartøjer, skal der ifølge regelværket være en lejder eller lignende således, at det er muligt at entre fartøjet fra vandet ved overbordfald.
En mulighed for at imødekomme dette, er montering af en lejder, der når den ikke anvendes er rullet sammen i en opbevaringspose og monteret et hensigtsmæssigt sted på fartøjet.
Hvis man vælger denne løsning, skal man specielt være opmærksom på den længde lejderen har.
Når lejderen er monteret hvor den skal sidde, anbefales det, at det nederste trin på lejderen som minimum er 100 cm. under vandlinjen og at håndtaget/stroppen, der anvendes til frigørelse af lejderen fra opbevaringsposen maksimalt må være 75 cm. over vandlinjen.
Det gør entringen af lejderen særdeles vanskelig, hvis det nederste trin ikke er langt nok nede i vandet. Dette kan være fatalt i forhold til at kunne rede sig selv ombord igen og ikke mindst en falsk tryghed, hvis man ikke har været opmærksom på disse forhold.
En væsentlig ting ved denne form for lejder er også holdbarheden, når den udsættes for sollys, vejr og vind. Der er forskellige kvaliteter på markedet, men det er først og fremmest vigtigt, at man jævnligt efterser lejderen og tjekker fastgørelse, opbevaringspose, tovværk, stropper og syninger for eventuelle nedbrud, fejl og mangler.