Der er en stigende global efterspørgsel på maritime retrofit løsninger, hvor Det Blå Danmark allerede i dag har en styrkeposition. For at udnytte det potentiale for vækst skal vi vide, hvor mulighederne er, hvor nye opstår, og hvordan vi udnytter dem.
Partnerskab for Maritimt Retrofit inviterer derfor den 18. december 2013 hos Søfartsstyrelsen, Carl Jacobsens vej 31, 2500 Valby til en dag, med fokus på samarbejde og fremtidens forretning.
På seminariet vil der deltage interessenter fra en stor del af den maritime værdikæde. Formålet med seminaret er, at deltagerne sammen skaber:
Fælles fremtidsperspektiver ved at dele viden, behov og ønsker
Konkrete retrofit projekter og ideer ved at fokusere på værdiskabelse, forretningsudvikling og innovation
Partnerskaber ved at fokusere på netværk, strategiske samarbejder og konkret matchmaking.
På dagen vil du blandt andet kunne høre fremtidsforsker Uffe Palludan og andre toneangivende aktører fra branchen give bud på perspektiver, udfordringer og muligheder.
Om Partnerskabet for Maritimt Retrofit
Regeringens vækstplan for Det Blå Danmark sætter fokus på samarbejde og på konkrete retrofitprojekter, hvor tekniske løsninger til begrænsning af skibsfartens miljø og klimabelastning eftermonteres på eksisterende skibe.
Danmarks Rederiforening, Danske Maritime, Dansk Industri, Danske Havne, Danmarks Fiskeriforening, Miljøstyrelsen og Søfartsstyrelsen vil med Partnerskabet om Maritimt Retrofit identificere og konkretisere områder, hvor der kan iværksættes projekter, der tilgodeser danske virksomheders styrkepositioner og samtidig giver konkrete maritime miljø- og klimaforbedringer.
Partnerskabet vil medvirke til en øget dansk produktion af miljøtekniske løsninger til skibsfarten og identificere, om der er særlige udfordringer, der skal imødegås for at udnytte et beskæftigelsespotentiale inden for konkrete maritime retrofit løsninger.
Tilmelding til seminaret om ”FREMTIDENS RETROFIT MULIGHEDER” kan sendes som mail til chefkonsulent Morten Brix Laursen; mbx@dma.dk eller på telefon 91 37 63 23. Der er også mulighed for at deltage i debatten på seminariets facebook side.