Når TripleNine, der er en af verdens førende producenter af fiskemel og fiskeolie har ønsket at videreføre konsumfiskefabrikken ESSI, så skyldes det først og fremmest, at denne virksomhed er en vigtig råvareleverandør til TripleNine.
– Men vi erkender samtidig virksomhedens betydning for bevarelse af arbejdspladser på havnen, for Havnens indtjening og for servicevirksomhederne i det hele taget.
Det oplyser bestyrelsesformanden for TripleNine Fish Protein a.m.b.a., Erik Bonde Pedersen.
– En anden grund til, at vi har ønsket at videreføre sildeforarbejdnings-virksomheden, er, at vi har meget stor tiltro til, at dens nye direktør, Peter Luxhøj, fortsat formår at tiltrække råvarer til virksomheden, specielt i form af norske landinger, sådan som han hidtil har vist, at han var i stand til, siger Erik Bonde Pedersen.
En vigtig råvareleverandør
– Når den Esbjerg-baserede ESSI Konsumfisk er interessant for os, er det jo fordi, vores fabrik i Esbjerg kan anvende dens affald fra behandlingen af sild til konsum som råvare til produktion af fiskemel og fiskeolie, siger Erik Bonde Pedersen videre. – Det er af stor betydning for os at bibeholde en nogenlunde stabil tilførsel af råvarer, der ikke er afhængig af industrifiskeriet. Desuden håber vi at kunne opnå en synergieffekt ved at sammenlægge de to virksomheders administrative funktioner.
Kreditorerne vil få fuld dækning
Da det tidligere andelsselskab ESSI Konsumfisk a.m.b.a. i 2004 blev omdannet til et aktieselskab, indskød TripleNine sammen med en række øvrige investorer i alt 18-19 millioner kroner i virksomheden i form af aktiekapital og ansvarlige lån.
– Dengang var Esbjergs andel af de danske sildekvoter vel 30-35%. Nu er kun 2-3 sildebåde hjemmehørende i byen, og det har skabt store problemer for driften af ESSI Konsumfisk A/S. Det er årsagen til, at de indskudte penge nu alle er tabt, konstaterer selskabets bestyrelsesformand, John Andersen. – Det er også baggrunden for, at de øvrige oprindelige investorer ikke ønsker at sætte penge i en videreførelse af virksomheden.
– Med den løsning, der her er fundet, vil alle øvrige kreditorer få deres tilgodehavende dækket fuldt ud, oplyser John Andersen.