I sidste uge trænede skibene, der udgør søværnets nye minerydningskoncept, med inspektionsskibet THETIS, som er kommandoskib for minerydningen. Under træningen blev der fundet og sprængt to miner fra Anden Verdenskrig.
Træningen var et led i forberedelserne til BALTOPS, der er årets største internationale øvelse i Østersøen. Det nye minerydningskoncept, der hedder MCM Danmark, blev leveret fra Forsvarets Materieltjeneste i 2011 og forventes færdigtestet i slutningen af 2013.
Men allerede nu har konceptet i forbindelse med øvelser fundet og sprængt adskillige miner. De seneste to blev fundet under øvelsen i Samsø Bælt. Minerne er bundminer, der ikke længere er aktive, men indeholder 400 kilo sprængstof. Derfor er det vigtigt, at de bortsprænges, fordi der ellers er risiko for, at fiskere får dem i trawlet.
Søværnets minerydningskoncept består af kommandoskibet THETIS, et minerydningsfartøj og et ubemandet skib, en drone, der styres fra THETIS.
Dronen afsøger havbunden med en sonar. Finder den et objekt, sender minerydningsfartøjet en undervandsrobot til positionen, som sender billeder af objektet til kommandoskibet. Viser billederne, at objektet er en mine, kan dronen placere og detonere en sprængladning og bortsprænge minen.