Forhåndsregistrering – ansøgning om tilskud under det nye Fiskerifonds-program (EFF) til investeringer, der vedrører fjernelse af dioxin eller andre sundhedsskadelige stoffer
Som noget nyt vil der i det kommende EFF-program, i medfør af reglerne for tilskud til projekter vedrørende forarbejdning, opbevaring og afsætning af fisk og fiskerivarer indeholdt i Rådets Forordning nr. 1198/2006, blive skabt mulighed for, at der kan ydes tilskud til investeringer, der vedrører fjernelse af dioxin eller andre sundhedsskadelige stoffer fra fisk og fiskevarer.
EU-Kommissionens godkendelse af det danske EFF-program afventes fortsat.
DFFE har derfor besluttet, at det allerede nu skal være muligt at forhåndsregistrere ansøgning om investeringstilskud under ordningen forarbejdning af fisk og fiskevarer med det formål at fjerne dioxin eller andre sundhedsskadelige stoffer fra fisk og fiskerivarer.