Tejne fiskeriet i danmark har aldrig opnået den helt store tilslutning fra fiskerne, enkelte både har prøvet i kortere eller længere perioder, men er ofte skiftet tilbage til deres tidligere fiskeri.
Der har været forskellige tiltag fra blandt andre konsumfisk.dk, som har hjulpet nogle igangværende både i gang med fiskeriet, både med den pratiske del, som opbevaring og håndteringen af krabberne inden landingen, og til den endelig transport, hvor der, i forhold til krabberne, er en væsentligt større udfordring i logistikken, end i det mere traditionelle konsumfisk.
Tejne fiskeri startet i Hvide Sande
En ny mand er nu startet på dette fiskeri fra Hvide Sande, navnet er Jens Fredrichsen, med kutteren RI 85 Ellie Kristina, som blev bygget tilbage i 1959, på Johs. Kristensens Skibsbyggeri i Hvide Sande. Jens er ikke dansk statborger, men dog efterkommer af en dansk fiskeskipper, som for flere årtier siden udvandrede til Grimsby i England.
Jens Fredrichsen har tilbage i 80`erne, i godt fire år, fisket fra både Grimsby, men også fra Hvide Sande. Han har nu forelsket sig i sin nye lille båd, i Danmark, og ikke mindst i krabbefiskeriet. Jens Fredrichsen siger til Fiskerforum, ”Det skal kunne lade sig gøre at skabe rentabilitet i et fiskeri som dette” og forsætter,* ”der er selvfølgelig startomkostninger, men selve fiskeriet er ikke bekosteligt at drive”. Fiskeriet er kystnært, hvilket betyder minimale brændstofudgifter, og endvidere er slidtage og tab af grejer, normalvis meget få. Samtidig har jeg været heldig, at købe en god, billig båd – så alt i alt tror jeg, at jeg har en chance for at få det til at hænge sammen rent økonomisk,”* fortæller Jens Fredrichsen fra kajen i Hvide Sande.
Mange krabber i år
Jens Fredrichsen har nu gået og rigget til et par dage, og i løbet af den kommende weekend, begynder han at få sat tejnerne. “Vi har ingen erfaring med fiskeriet efter krabber, men har selvfølgelig forhørt os ved de lokale garnbåde, om hvor de helst ikke vil fiske på grund af krabber. Og der har efter sigende været rigtig mange krabber i garnene i år på pladserne, så det må alt andet lige være det helt rigtige sted for os at starte fiskeriet,” slutter Jens Fredrichsen.
Jens Fredrichsen arbejder til dagligt i olieindustrien, og er kun i Hvide Sande i sine ”friperioder” – men han ser meget frem til, at komme på havet og fiske i fremtiden, denne gang med foden på eget dæk.
FiskerForum.com