Det blot 4 år gamle fartøj er torsdag klar til at afsejle mod Norge.
Et norsk rederi, Havglans fra Hellesøy, har købt et af de helt store danske fiskefartøjer. Det drejer sig om det 62 m lange kombinerde not- og trawlfartøj L 249 ”Strømegg”. Det bekræfter korresponderende reder Einar Sæle fra rederiet Havglans til Fiskerforum.dk.
De norske købere er ankommet til Hirtshals, hvor overdragelsen ventes at finde sted i løbet af torsdag, umiddelbart derefter kan skibet afsejle mod Norge.
Einar Sæle oplyser, at købet er sket med henblik på, at fartøjet indsættes i det norske ringnotfiskeri.
Sælger er skibsreder Henning Kjeldsen fra Thyborøn. Henning Kjeldsen ejer derudover et andet meget stort og moderne fiskefartøj, L349 ”Gitte Henning”. I handlen med nordmændene indgår ikke de fiskekvoter der har været tilknyttet ”Strømegg”. Disse fisk kan nu i stedet f.eks. fiskes af L349 ”Gitte Henning”, som dermed kan opnå en forbedret kapacitetsudnyttelse.
”Strømegg” er bygget på Karstensens Skibsværft i Skagen. Fartøjet blev i 2007 leveret til Skagerak Group i Hirtshals, som omkring årsskiftet 2010/11 solgte fartøj og kvoter til skibsreder Henning Kjeldsen fra Thyborøn.