Akvakultur har store muligheder i Danmark. Derfor støtter Fødevareministeriet gennem fiskerifonden en række projekter til udvikling af et moderne og miljørigtigt akvakulturerhverv
Fødevareministeriet har i 2009 givet tilsagn om tilskud til 17 nye projekter om etablering og modernisering af akvakulturanlæg. Der er givet tilsagn for 21,7 millioner kroner. Med ansøgers egenfinansiering er der tale om nye investeringer i akvakulturanlæg for omkring 90 millioner kroner.
Projekterne omfatter bl.a. ombygninger fra traditionelle anlæg til nye typer opdrætsanlæg (modeldambrug), samt investeringer i skaldyropdræt.
”Regeringens målsætning er en tredobling af produktionen inden 2013 af fisk og muslinger i akvakulturen samtidig med, at miljøbelastningen mindskes. De projekter som der er givet støtte til vil medfører en højere produktion, bedre drift af anlæggene og en lavere miljøbelastning”, siger fødevareminister Eva Kjer Hansen.
I 2009 har Fødevareministeriet også afsat 16 mio. kr. til et projekt, som skal udrydde den særlige fiskesygdom VHS (Egtved syge) som årligt medfører store økonomiske tab for akvakulturerhvervet. Derudover er der afsat 2,1 mio. kr. til et projekt med det formål at etablere et risikovvurderingssystem, der skal kunne bruges til at varsle danske havbrug om algeopblomstring.