Stabiliteten for mindre fiskefartøjer bliver et hovedemne for Fiskeriets Arbejdsmiljøråd på 2011-udgaven af DanFish-messen. Der bliver bygget en ny skibsmodel, som kan bruges til at demonstrere stabilitets-forhold, og den får premiere på fiskerimessen i Aalborg, oplyser Flemming N. Christensen.
Samtidig bliver der også premiere på en dvd-film med titlen ”På ret køl.” Den handler om stabilitet på mindre fartøjer, blandt andet to af de fartøjer, som har været med i et projekt omkring bedre stabilitet, indgår i filmen.
Derudover bliver en ny sikkerhedsguide for mindre fartøjer klar til messen. Og endelig skal messen fungere som en appetitvækker til en række temadage rundt om i danske havne fra midten af oktober og frem til 1. december. Indholdet på disse temadage er ligeledes med fokus på stabilitet og mindre fartøjer.
På DanFish-messen vil de tre fra Fiskeriets Arbejdsmiljøråd, Flemming N. Christensen, Karsten Korsgaard og Erik Pedersen, være at træffe.
Desuden vil Ole Christensen fra firmaet OC Consult være på arbejdsmiljørådets stand, hvor han vil lave forsøg med stabilitets-modellen.
Flemming N. Christensen understreger dog også, at Fiskeriets Arbejdsmiljøråd på DanFish er klar til at fortælle om alt det, som rådet i øvrigt arbejder med. Der bliver blandt andet mulighed for at få demonstreret nye funktioner i APV-systemet, få information om støj på fiskefartøjer og høre om projekter med små personlige nødalarmer og gasmåleudstyr.