Rapporten omhandler en kollisionsulykke, den 31. august 2017 klokken 01.53, mellem fragtskibet »Mykines« og det mindre fiskefartøj »Mars« i strædet mellem Sandoy og Hestur på Færøerne. »Mars« sank som følge af kollisionen og kun én fisker af en besætning på to, overlevede.
Den tragiske udgang på kollisionen, fik det færøske Sjóvinnustýrid til at kontakte Den danske Maritime Havarikommission, som i følge aftale skulle stille med en havariundersøger med kort varsel, til afdækning af ulykker til søs.
Forhistorien kort
Tidligt om morgenen den 31. august kontaktede Sjóvinnustýrið telefonisk havarikommissionens vagthavende og orienterede om ulykken.
Med baggrund i ulykkens alvorlighed (dødsfald) anmodede Sjóvinnustýrið havarikommissionen om straks at iværksætte en undersøgelse.
En havariundersøger rejste derfor til Færøerne, mens to andre blev udsendt til MYKINES i Rotterdam med henblik på at påbegynde indhentning af data og vidneudsagn fra skibenes besætninger, myndigheder, pårørende og andre involverede. Undersøgelsens formål var at afdække og analysere hændelsesforløbet og finde en forklaring på ulykken med det overordnede formål at lære om ulykker med henblik på at undgå ulykker i fremtiden. Det blev derfor ikke søgt at placere skyld eller ansvar for ulykkens opståen.
Dette var en kollisionsulykke. Derfor var søvejsreglerne i sagens natur ikke overholdt af begge parter. Denne konstatering er imidlertid ikke tilstrækkelig til at uddrage viden om, hvorfor ulykken skete.
Derfor var undersøgelsens formål også at klarlægge og analysere hændelsesforløbet med henblik på at afdække de underliggende omstændigheder, der lå til grund for, at reglerne ikke blev overholdt.
Denne rapport er en sammenfatning af den undersøgelse, der blev foretaget. Rapport fra Den Maritime havarikommission om »Mars« og »Mykines«