Det er ikke første gang, men anden gang JOBI Værft i Strandby må se ordren på to miljøskibe til Miljøstyrelsen, »Sif« og »Frigg«, går deres næse forbi. Første gang var man ellers i slutfasen i forhandlingerne med Miljøstyrelsen og Kammeradvokaten, som det sidste tilbageværende værft om ordren, da forhandlingerne blev afbrudt med, at prisen var for høj.
Anden gang, havde det Nordjyske Værft allerede modtaget tildelingsskrivelsen den 23. januar 2020, fortæller admin. direktør Jesper Faurholt Jensen, at man havde fået ordren og opgaven. Men som set tidligere, var der igen en fejl i udbudsmaterialet og det hele skulle gå om.
Miljøskibene skal for tredje gang i nyt udbud
I begrundelsen herfor skriver Kammeradvokaten, at der er sket en talmæssig fejl i forbindelse med udsendelsen af udbuds-materialet. I stedet for en garanti på 100% af kontraktsummen skulle man have valgt eksempelvis 10%, som er indenfor normalområdet. Dette er en ærgerlig og meget beklagelig fejl, hvilket gælder i forhold til alle værfterne, både JOBI Værft, der stod til at vinde ordren, men også de værfter der valgte ikke at byde pga. kravet om en garanti på 100%. Men alle får nu mulighed for at være med igen, og det er det vigtigste. Da fejlen blev fundet før kontraktindgåelse er der ikke grundlag for at kompensere JOBI Værft for den mistede ordre, skriver Kammeradvokaten i svaret til TV2 Nord, der havde stillet spørgsmålene.
Administrerende direktør Jesper Faurholt Jensen, slår lettere opgivende ud med hænderne, efter meddelelsen om at det hele skal gå om atter engang. Til TV2 Nord siger han, »Jeg ved næsten ikke, hvad jeg skal sige, udover det er en kæmpe skuffelse. Det har været forbundet med betydelige omkostninger at byde på skibene i de to udbudsrunder. Nu står vi tilbage med en tom hal og en hel del medarbejdere klar til en opgave der ikke bliver til noget. Det havde været en kæmpe opgave for vores værft,« understreger Jesper Faurholt Jensen. Direktøren fortæller videre, at når udbudsrunden kommer igen, så bliver det højst sandsynligt uden JOBI Værfts medvirken. JOBI-an vil under alle omstændigheder grundigt overveje om det er besværet værd og om man ikke hellere skal bruge energien andre steder – for disse udbudsrunder for Staten og Miljøstyrelsen har været et dyrt bekendtskab.