Havarikommissionen har i sin undersøgelse og endelige rapport af slæbebådsforliset i Esbjerg Havn, koncentreret sig om de tekniske aspekter ved ulykken såvel som ved beslutningen om at anvende DIVER MASTER i stedet for SVITZER TRYM. En beslutning, der var påvirket af de tidsbegrænsninger, der gjaldt under de givne omstændigheder.
Forhistorien var, at det var planlagt, at skolesejlskibet KRUZENSHTERN skulle afsejle tidligere fra The Tall Ships Races 2014 i Esbjerg den 4. august kl. 17.30. Arrangementet sluttede ellers først næste dag, men KRUZENSHTERN skulle være i tide til et andet arrangement. Der skulle være et fyrværkerishow senere den aften, og af sikkerhedsgrunde var det planlagt at lukke havnen kl. 18.00.
Tidspres afgjorde man valgte Diver Master
Slæbebådene SVITZER HELIOS og SVITZER TRYM var blevet bestilt til at assistere KRUZENSHTERN ved afgang. Da afgangstidspunktet nærmede sig, blev det usikkert, om SVITZER TRYM ville kunne færdiggøre en anden opgave i tide, og muligheden for at lade en anden mindre slæbebåd, DIVER MASTER, træde i stedet for SVITZER TRYM blev accepteret af alle de involverede parter.
DIVER MASTER fungerede som den forreste slæbebåd under KRUZENSHTERNs afsejling. Da de var kommet fri af havnens læmole, gjorde KRUZENSHTERN klar til at dreje mod styrbord for at følge ruten gennem Grådyb. Lodsen om bord på KRUZENSHTERN angav, at DIVER MASTER skulle indtage en klokken-et-position som forberedelse til drejet, men føreren af DIVER MASTER mistede kontrollen med slæbebåden, som endte med at blive trukket af sit eget slæbetov. DIVER MASTER svingede imod og ramte siden på KRUZENSHTERN. DIVER MASTER kæntrede og forliste derefter på grund af vandfyldning.
DIVER MASTER blev bjærget efter ulykken, men blev ikke sat i drift igen. Ejeren og føreren, på ulykkestidspunktet, er ikke længere ejer af firmaet.
Den Danske Maritime Havarikommission har udarbejdet en søulykkesrapport på engelsk, som kan læses her.