»Disken« – en sandbanke i det nordlige Øresund beliggende øst ude for Snekkersten, grænsende op til svensk farvand – har i mange år været hjemsted for et bæredygtigt skånsomt fiskeri. Garnbåde har dagligt sejlet ud på diskens top og fanget fladfisk som søtunger, slethvar, pighvar, rødspætter og skrubber.
I årene 2013 til 2014 fandt der en massiv indvinding af sand sted på »Disken«. Siden har kystfiskerne oplevet et markant fald i forekomsten af fisk, og en af deres bedste fiskepladser er i dag kun en skygge af sig selv.
Fiskernes oplevelser bekræftes nu af rapporten »Ny miljøundersøgelse af »Disken« i Øresund«, der er udarbejdet af Rambøll og som netop er offentliggjort af Miljøstyrelsen og Länsstyrelsen Skåne.
Rapporten afdækker ikke hvordan Disken ser ud i dag sammenlignet med før den omfattende indvinding i 2013 til 2014 fandt sted, men kun hvordan det er gået siden man så på Disken sidste gang i november 2014. Altså knap et år efter at sandsugningen var stoppet.
Den del af Disken, hvor den største indvinding har fundet sted – kaldet »Banketoppen« – har tidligere været kendt som et meget produktivt område for bunddyr. Bunddyr der bl.a. tjener som føde for fladfisk.
Rapporten bekræfter, at de fordybninger og huller der er kommet på »Banketoppen« efter de store sandsugere har efterladt dybe brede spor, samt at primærproduktionen er nedsat med op til 75%.
Denne produktion antages, ifølge rapporten, at udgøre det vigtigste fødemæssige grundlag for det righoldige liv på Disken. Kystfiskerne mærker i høj grad nedgangen i tilgængelig føde. For fiskene er væk. Dermed kan man som fisker kun konkludere at den observerede nedgang i primærproduktion på Banketoppen har været og er katastrofal.
Fiskenes spisekammer er simpelthen ødelagt. Og rapporten konkluderer at dette antageligvis ikke inden for en overskuelig årrække står til at ændre.
FSK mener, at det er på høje tid at dømme sandsugningen ude af Øresund, og at sandsugningens negative effekt på fiskeriet nu endelig er bekræftet. Sandsugning hører ikke hjemme på fiskepladser. Hverken i Øresund eller andre steder i de danske havområder.
Fra 1997 og frem til 2014 er der totalt indvundet ca. 420.000 m3 sand på Disken indenfor dansk farvand.
Du kan læse Rambøll´s nye miljøundersøgelses-rapport her
Kilde: FSK og miljøundersøgelsen af »Disken« FiskerForum.dk