3 fartøjer fra Hvide Sande har valgt at tage turen op til Skagen, for at få fartøjerne overfladebehandlet.
RI 457 Kirsten Fjord er netop vendt hjem til Hvide Sande Havn efter 17 dage i Skagen, hvor den 21,78 meter lange trawler er blevet sandblæst, metalliseret og malet. Efter nytår afriggede besætningen båden, og fik foretaget nogle få renoveringsopgaver, hvorefter turen gik til Skagen og blev overladt til Karstensens fagkyndige hænder.
Karstensens Skibsværft råder bl.a. over en stor malerhal, som opfylder de strenge miljøkrav for sandblæsning og maling. Her kan værftet kan indhale både op til 42 meter, hvilket gør det muligt at overfladebehandle fartøjer i al slags vejr.
”Vi lagde til kajen i Skagen mandag morgen d. 10. januar, og sejlede fra Skagen igen torsdag den. 27., hvor fartøjet havde fået en meget kærlig hånd af værftet,” berettet besætningsmedlem Ole Thuesen, og skipper Holger Lodberg supplerer ”Vi er meget tilfredse med resultatet og har fået en god service hos Karstensens.”
Den næste uge skal gå med at rigge fartøjet om til fiskeri efter torsk, rødspætter og rødtunger.
RI 324 Mette Katrine foretog samme tur i slutningen af november, hvor fartøjet også blev overfladebehandlet på ca. 14 dage.
Det næste fartøj, der står for skud er den 21,2 meter lange trawler RI 93 Avance.