John Christensen fra Ulfborg modtog i weekenden skibskroget til nybygningen L 654 ”Pia Glanz”.
Skroget er bygget i Szczecin, Polen efter tegninger fra Vestværftet i Hvide Sande.
Skibet, der er 15,1 m. lang og 5 m bred, forventes klar til indsættelse i fiskeri omkring 1. maj 2009.
Nybygningen indsættes som afløsning for John Christensens hidtidige skib, der også var navngivet Pia Glanz. Dette skib er nu solgt, og skal fremover fiske fra Hanstholm.
”Pia Glanz” bliver den anden Thorsminde nybygning, der er leveret indenfor af få måneder. Kort før jul blev nybygningen L 347 ”Palermo” indsat i fiskeriet fra den aktive vestkysthavn. Og rundt på havnen glæder man sig allerede nu til forsommeren, hvor en tredje nybygning kommer til byen. Det drejer sig om L 518 Anette, der ligesom de øvrige rigges an til garnfiskeri.