Fødevareministeriet starter en forsøgsordning, hvor fiskere får mulighed for at anløbe havn i Rønne og Nexø uden samtidig at skulle losse fisken.
Livet bliver lidt lettere for østersøfiskere, der fisker efter torsk, når de ikke længere er nødt til at losse deres last i forbindelse med overnatning på Bornholm. Fødevareministeriet vil med en forsøgsordning give fiskerne mulighed for at anløbe to udvalgte havne på Bornholm, Rønne og Nexø, uden samtidig at skulle losse fisken. De ændrede regler bliver gennemført efter at fiskerne har efterlyst muligheden for at overnatte på Bornholm uden samtidig at være nødt til at sælge deres fangst på øen.
“Jeg kan godt forstå fiskernes irritation over den skærpede bestemmelse vi har i Danmark om, at fangstrejser efter torsk i Østersøen skal påbegyndes med tom last. Med forsøgsordningen kan fiskeren nu overnatte i havnene og dagen efter fiske videre eller sejle til en anden havn, hvor prisen på torsk måske er bedre”, siger fødevareminister Eva Kjer Hansen.
Om et halvt år vil Fødevareministeriet gøre status over forsøget, og se på om ordningen kan udvides til andre havne.
FiskerForum – 14. maj 2009