Vestværftets nybygning S 47 »Lasse«, er nu gjort klar til at begive sig ud i tobis-fiskeriet for alvor.
Den erfarne fiskeskipper Paul Mogensen, fra Rederiet Gitte Henning, har netop fået nye opgaver og har afmønstret søsterskibet S49 Birgitte Martine og er nu gået om bord, som skipper på den spritnye S 47 »Lasse«, der netop er overdraget fra VestVærftet i Hvide Sande.
Skipper har allerede haft det første fiskeri med »Lasse« i farvandet omkring Horns Rev, hvor der er i tre slæb er taget 15 tons tobis på få dage. Men bedst af det hele og her har Paul Mogensen på egne og besætningens vegne, svært ved at skjule sin begejstring, »»Lasse« sejler simpelthen som en Rolls Royce Super deLuxe model«.
Dette er selvfølgeligt sagt med et smil på fra skippers side, for selvom »lasse« er en tro kopi af »Birgitte Martine«, er der marginalt ændret på nogle få punkter i forhold til tegningerne og udstyret.
Der er justeret nogle enkelte småting her og der, for at optimerer skibet yderligere. For som skipper pointerer, »Det er helt naturligt, for det er jo det vi lever af, hele tiden at trimme og justerer, for at opnå det bedste resultat.«
Det mærker man også med det samme om bord, at fiskeriet, elektronikken og udstyret samt hydraulikken og maskineriet spiller rigtigt sammen. Et samspil, der udover at give skipper og besætning en faglig stolthed, også er med til, at hele skibet vil yde sit ypperste, helt udi det sublime, når fiskeriet går igang.
S 47 »Lasse« er som sit søsterskib »Birgitte Martine«, monteret med eget losseanlæg, der benyttes når der landes sild til de svenske modtagestationer, men også når der losses i dansk havn.
Derved er man helt uafhængige af andre når fisken landes, og man sparer samtidig losseafgiften.
»Lasse« er udstyret med tre opbevaringstanke, med en samlet kapacitet på 145 m3, der brugestil blandt andet tobis, der afsættes til minkfoder. Her er kravene, at fisken maksimalt må være to dage i opbevaringstankene, for at sikre en friskhed og den absolut bedste kvalitet på fisken, som dermed også afregnes til en noget bedre pris.
Det avancerede og højteknologiske fartøj er sat i søen, for at indgå i Rederiet Gitte Hennings fiskeri efter konsum sild samt tobis og brisling.
God vind fremover til skib og besætning.