Covid-19 udsatte dåben i foråret for nye »Nanna Cecilie« i Thyborøn, Tilbage i december måned 2018, kunne Thyborøn-fiskerne Hans Jørgen Jensen samt Jens Peter Langer lægge kuglepennen fra sig, efter de begge havde skrevet under på kontrakten af en kombineret trawler og flyshooter, tegnet og beregnet af Vestværftet, men bygget af Thyborøn Skibs og Motor (3xJ)
Efter dette er meget vand løbet i åen siden og i slutfasen af byggeriet kom så Corona-krisen, der fra midten af marts måned 2020 nærmest lagde Danmark øde og selvfølgelig også fik indflydelse på byggeprojektet »Nanna Cecilie« – en topmoderne konsumfisker på 28 meter.
Trods nedlukning af Danmark, formåede man alligevel fra 3 X J’s side at få skibet sejlklart i starten af maj måned, men man måtte på grund af Covid-19 udskyde selve fejringen og dåben af L 820 »Nanna Cecilie«.
Her godt 3 måneder senere, fisker »Nana Cecilie« for fuldt skrue og som den vestjyske skipper Hans Jørgen Jensen siger til FiskerForum.dk, så har fiskeriet, skib og grejer været tilfredsstillende og uden de store problemer. »Vi har selvfølgelig haft lidt små-justeringer undervejs, som naturligt er, når man sætter fart og kurs med en helt ny båd. Som helhed er vi rigtig godt tilfredse med resultatet, både sikkerheds- og komfortmæssigt ombord, hvor det hele bare fungerer rigtig fint,« understreger Hans Jørgen Jensen.
»Nanna Cecilie« er rigget til både trawl og flyshooting. Planen er, at efter flyshooting i sommerhalvåret, så rigges der om til trawl i vinterperioden.
Ligeledes har Intech leveret en topmoderne fiskefabrik, der med funktionalitet og stor kapacitet, langt har overgået de vestjyske fiskeres forventninger, hvilket da også har fået thumbs up fra både Hans Jørgen Jensen samt Jens Peter Langer, med en bemærkning om »at alle burde have denne type Intech fiske-fabrik ombord.«
Den 41-årige fisker fra Harboøre, fortæller videre, at efter »Nanna Cecilie« havde forladt Thyborøn Havn den 14. maj, har man haft rig mulighed for at prøve skibet af. Der er her i sommerhalvåret blevet flyshootet efter fiskearter som, kulmule, torsk, sej og kuller overvejende i norsk område. Men der er også købt kvoter ind til fiskeriet både i Nordsøen og Skagerrak samt Østersøen. Så der er virkeligt også taget højde for fleksibiliteten i fiskeriet, der nu har givet mulighed for både et kystnært fiskeri med den mellemstore konsumtrawler, men også til længerevarende havture nordpå, eksempelvis som dobbeltture ved Shetlandsøerne, med et fiskeri her samt landing midtvejs til den norsk fiskerihavn på øen Karmøy, inden fiskeriet tager hul på anden tur i området og senere sætter kursen hjemad.
Senest har man ifølge Hans Jørgen Jensen haft et kystnært fiskeri ud for Thyborøn, hvor man har landet 2 gange i ugen, her sidst med ca. 16 tons blandede fisk, som fladfisk, knurhaner samt nogle blæksprutter der alligevel indbragte 58,50 kr. pr. kg på auktionen. Et fiskeri der var rimeligt og som sparede på kvoterne nordpå, hvor priserne ikke har været de allerbedste på det seneste.
I skrivende stund er »Nanna Cecilie« nu på vej Nordpå til Shetlandsøerne, da vejret langs den jyske vestkyst har været noget ustadigt, hvorfor Thyborøn—trawleren nu prøver lykken nordpå igen. Men som Hans Jørgen Jensen siger til FiskerForum.dk, så kan man ikke sige der er trængsel på disse kanter, men det er påfaldende, at der på det seneste er kommet flere hollandske flyshootere til, for at fange de kvoter, som danskerne normalt har indgået byttehandel om, så også her er det nye tider for fiskeriet. Håbet er, at man på én eller anden måde, kan får Brexit hevet i land, så adgangen til det britiske fiskeri ikke hindres. Sker det, så bliver der trængsel, hvor de danske fiskere færdes.
Når efteråret har sendt de første våde lavtryk indover Danmark, vil man i fra rederiets side afholde dåb og reception for nybygningen L 820 »Nanna Cecilie«. Det vil formentlig blive første eller midt i november måned, dog afhængigt af om man har styr på Corona-pandemien, siger Hans Jørgen Jensen til slut, inden han igen koncentreret sætter fart i skibet med 10,5 knob og en kurs på 299 grader med retning Shetlandsøerne.