Natten mellem tirsdag og onsdag i sidste uge stævnede »Stefanie« ind til Hanstholm Havn med en tilfreds skipper Brian Bloch Larsen ved roret. En veloverstået jomfrurejse havde nået sin afslutning.
I pusterummet efter losningen, fangede FiskerForum den 40 årige fiskeskipper ombord på »Stefanie«, hvor samtalen hurtigt blev drejet ind på resultatet af fartøjets og besætningens første fiskeri, med den spritnye og supermoderne flyshooter og trawler.
»Vi havde ingen problemer overhovedet, alt fungerede som det skulle,« fortæller Brian Bloch Larsen til FiskerForum og fortsætter, »samtidig havde vi et fornuftigt fiskeri, hvor vi fik prøvet to trawlet ordentligt af. Vi har jo udrustet båden, så vi indenfor 5 minutter kan skifte mellem flyshooting og to trawl, noget vi senere for mulighed for at prøve af. Selvom besætningen består af erfarne og øvede folk, så skal man lige lære hinanden og rutinerne at kende først. Men det har i det hele taget en vellykket jomfrurejse, der lover godt for fremtiden,« slutter en yderst tilfreds skipper. En skipper der lige til sidst, specielt når at rose Kynde og Toft i Thyborøn for et godt arbejde med udrustningen og hydraulikken.
Skipper fortsætter med at give Thyborøn firmaet et skulderklap for et veludført og velfungerende arbejdsdæk ombord på »Stefanie«. Her er det lykkedes at give de komplekse arbejdsrutiner et naturligt flow med skyllekar og dobbelt transportbånd hen til den hollandske rensemaskine, en Jansen Teknik F80, for derefter at blive sorteret og lagt i kølerummet. Et proces flow som fuldt ud levede op til forventningerne, på fartøjets jomfrutur.
Skipper og partsreder i Fiskeriselskabet »Stefanie« HM 349 har været i fiskeriet i ca. 18 år nu og han startede sit samarbejde med Henning Kjeldsen i 2015 ombord på »Myggenes« efter tobis og tog efterfølgende nogle måneder med vod. Herefter gik turen videre til »Vestfart« som skipper, hvorfra han stoppede i oktober i år, for at hellige sig nybygningen HM 349 »Stefanie« et hundrede procent.
Torsdag den 22. december 2016, afholdt skipper Brian Bloch Larsen og reder Henning Kjeldsen »Åbent Skib« på nybygningen HM 349 »Stefanie« på Hanstholm Havn ved Auktionshal 3, hvor skipper og reder, fra Fiskeriselskabet Stefanie HM 349 Aps, tog imod familie, venner, forretningsforbindelser samt kollegaer til nogle hyggelige timer med fremvisning af det nye fartøj.
Hvis vejret arter sig vil skibet afsted igen inden nytår for at se om der kan fanges en last fisk igen her inden år rinder ud.
FiskerForum ønsker besætning, skipper samt reder tillykke med »Stefanie« og ønsker det god vind fremover.