At sikre Lemvig mod oversvømmelser, gøre havnen attraktiv og tilgængelig for borgere og virksomheder og forbinde havnen med byens centrum har været ledetrådene under moderniseringen og ombygningen af den østlige del af Lemvig Havn. Arbejdet er færdigt, og Østhavnen indvies fredag den 5. oktober.
Fornyelsesprojektet har stået på i et år og er gennemført i et samarbejde mellem Lemvig kommune og Realdania og udført af et team af virksomhederne Ivan Jacobsen, SLA og ORBICON.
»Vi er nu færdige med den sidste etape af fornyelsen af havnen i Lemvig. Vesthavnen og Østhavnen er kædet sammen i ét langt promenadeforløb, og havnen er forbundet med byens centrum. By og havn er blevet en enhed, der er attraktiv for borgere og virksomheder«, siger Erik Flyvholm, borgmester i Lemvig Kommune. »Samtidig er havnen og byen sikret mod oversvømmelser som følge af klimaforandringer langt ud i fremtiden. Det er lykkedes på en gang at forny og aktivere havnen og bevare det historiske kultur- og erhvervsmiljø. Vi har fået en mere levende havn«, fortsætter borgmesteren.
Klimasikring, erhverv og oplevelser
Det vigtigste ved Projekt Østhavn er forlængelsen af klimamuren, der sikrer Lemvig mod oversvømmelser ved ekstremt højvande. Muren er suppleret med yderligere 280 meter og er nu over en halv kilometer lang.
Med fornyelsen af Østhavnen er der skabt en ny, lang promenade langs hele Østhavnen helt ude ved vandkanten. Undervejs møder man blandt andet en beddingstrappe, der fører ned til havnebassinet med plateauer og ramper til leg, ophold og aktiviteter og en vidensscene til foredrag og koncerter. Langs med muren er der indrettet siddenicher med plinte og inskriptioner om historiske højvandsmålinger gennem tiden.
Projektet vil i løbet af de kommende år blive suppleret med Klimatorium, der skal bygges ved siden af den populære skaterpark. Hele ombygningen af Østhavnen er udført sådan, at erhvervsmuligheder og livet på og omkring beddingen bevares.
Projekt Østhavn har et samlet budget på 22 millioner kroner. Realdania bidrager heraf med 10 millioner kroner.
»Havvandsstigninger og stormflod er en fælles udfordring for mange byer. Projektet i Lemvig er et godt eksempel på, hvordan man kan håndtere oversvømmelser fra havet. Og sådan, at man både sikrer og udvikler byerne og for eksempel byrummene – til glæde for både borgere og besøgende. Tillykke til Lemvig med projektet, som er nået flot i mål, siger programchef i Realdania«, Astrid Bruus Thomsen.
Udvikling af havnen
Lemvig har i århundreder levet med risiko for oversvømmelser. Og der har været mange. I de senere år har der været flere og mere alvorlige oversvømmelser med store værditab til gene for både brugere af havnen, trafik, erhverv og boligejere.
Havnens udvikling blev lagt fast med havneplanen fra 2010. Den førte til første del af Muren, højvandsværnet, på den vestlige del af havnen, blev indviet i 2012. Den del af muren deler havnen i en rekreativ promenade, et parkeringsområde og pladser, der kan udnyttes til oplevelsesaktiviteter.
Havnen er i dag et trækplaster for fjord- og havneaktiviteter. Fornyelsen og ombygningen skaber rekreative offentlige rum og muligheder for Lemvigs borgere og besøgende ved at styrke koblingen mellem by og vand og samtidig sikre forholdene for erhvervslivet på havnen.
Læs rapporten om klimasikringen af Lemvig Havn her
Kilde: Realdania FiskerForum.dk