Forhandlingssekretær Karsten Kristensen, 3F, har afløst formanden for Bælternes Fiskeriforening, Allan Buch, som formand for Fiskeriets Arbejdsmiljøråd.
– Det er vigtigt for alle involverede parter, at vi har en instans som Fiskeriets Arbejdsmiljøråd til at tage sig af sikkerhedsforholdene i fiskerierhvervet, fastslår den nye formand.
Han understreger, at Fiskeriets Arbejdsmiljøråd gennem sin levetid har været en kæmpestor succes, idet man rent statistisk kan påvise, at rådets arbejde har haft en positiv effekt, og at det faktisk gennem rådets indsats, både på det sundheds- og sikkerhedsmæssige område, er lykkedes at nedbringe antallet af ulykkestilfælde i erhvervet.
– Det skulle jo gerne være sådan, at når man er taget af sted på fiskeri, så har man også stor sikkerhed for at komme velbeholden hjem igen, og at man også kan blive ved med at fungere godt, selv om man har været i erhvervet i en årrække, siger Karsten Kristensen.
Fortsæt det gode arbejde
– Derfor er det også min klare intention, at rådet skal fortsætte sit gode arbejde på alle de områder, som man allerede er i gang med, og man skal blive ved med at fokusere på, hvad man kan gøre for at undgå arbejdsulykkerne – samtidig med at man naturligvis skal være åben for helt nye indsatsområder, tilføjer formanden.
Han gør opmærksom på, at rådet specielt bør interessere sig for de helt små fartøjer, der faktisk er mest udsatte for ulykkestilfælde.
– Jeg håber således på, at Fiskeriets Arbejdsmiljøråd under mit formandskab kan videreføre sit positive arbejde og opnå de gode resultater, der dels skyldes sekretariatets dygtige arbejde dels det faktum, at det netop er repræsentanter for erhvervets parter, der sidder sammen i rådets bestyrelse med det ene formål at skabe de bedst mulige forhold for de mennesker, der har deres arbejde i fiskerierhvervet, siger Karsten Kristensen.
Den nye formand for Fiskeriets Arbejdsmiljøråd, Karsten Kristensen, er forhandlingssekretær i transportgruppen under 3F og har tidligere bl.a. været
afdelingsformand i SID Thyborøn-Harboøre.
Fiskeriets Arbejdsmiljøråd
har til formål at rådgive om arbejdsmiljø og sikkerhed i fiskerierhvervet, så fiskernes sikkerhed fremmes, og arbejdsskader forebygges, og så der kan opretholdes et sundt og sikkert arbejdsmiljø.
Rådets sekretariat, der holder til i Esbjerg, ledes af Flemming Nygaard Christensen.