For første gang nogensinde er der lavet en grundig kortlægning af udbredelsen af Danmarks ferskvandsfisk. Arbejdet har stået på siden 2006 og er udført af forskere fra Statens Naturhistoriske Museum, Københavns Universitet, og DTU Aqua. Kronen på værket er bogen Atlas over danske ferskvandsfisk , som udkommer i dag.
Atlas over danske ferskvandsfisk er det mest omfattende værk om de danske ferskvandsfisk, der nogen sinde er udgivet. Atlasset rummer opdaterede udbredelseskort for alle oprindelige danske ferskvandsfisk og hovedparten af de arter, der gennem tiden er indført til Danmark.
– Formålet med atlasprojektet er at skabe et detaljeret kendskab til udbredelsen af de danske ferskvandsfisk. Naturen forandrer sig overraskende hurtigt, en tendens der ser ud til at accelerere i takt med at klimaet ændrer sig, og for at kunne vurdere eventuelle ændringer i vore fiskebestande er det vigtigt at have en solid viden om tilstanden i disse år. Med Atlas over danske ferskvandsfisk har vi nu den viden, siger Henrik Carl fra Statens Naturhistoriske Museum, fiskespecialist og redaktør på bogen.
Et omfattende værk
Atlas over danske ferskvandsfisk indeholder oplysninger om 66 arters udbredelse og er rigt illustreret med fotos af fiskene, særlige kendetegn og deres levesteder. For hver art er der grundige afsnit om systematik, kendetegn, udbredelse og biologi. Bogen indeholder desuden generelle afsnit om fisk, fiskenes levesteder, deres artsrigdom på forskellige levesteder og i forskellige dele af landet. Herudover findes et afsnit om fiskenes indvandring efter istiden og et afsnit om sygdomme hos ferskvandsfisk.
– Bogen henvender sig til alle natur- og fiskeinteresserede, men vi forventer også, at bogen bliver et vigtigt redskab i den fremtidige undervisning og forvaltning af vores ferskvandsfisk. Allerede nu danner bogen grundlag for den seneste rødliste vurdering af ferskvandsfisk, der er en vurdering af, hvor truede de enkelte arter er, siger Henrik Carl og tilføjer:
– Bogen skal ikke ses som en afslutning på arbejdet med kortlægningen, men som en status, der kan bruges til at bedømme fremtidige ændringer. I dag udgør indførte arter godt 1/3 af den samlede fiskefauna, men det kan hurtigt ændre sig.
Hjælp fra frivillige
Altas over danske ferskvandsfisk begyndte som et forskningsprojekt i 2006 i et samarbejde mellem forskere fra Statens Naturhistoriske Museum og DTU Aqua. Men forskerne har ikke været alene om arbejdet. Gennem de seneste seks år har de sammen med frivillige lystfiskere og naturinteresserede fra hele landet indsamlet oplysninger om fiskenes udbredelse. Foruden indsamling af oplysninger om de nutidige levesteder er der gjort et stort arbejde for at finde frem til oplysninger om fiskenes historiske udbredelse.
Det er den indsamlede viden, der nu er nu gjort tilgængelig i den 700 sider store bog Atlas over danske ferskvandsfisk .Atlas over danske ferskvandsfisk er udgivet med støtte fra Aage V. Jensens Fonde. Bag bogen står Henrik Carl, Jørgen G. Nielsen og Peter Rask Møller fra Statens Naturhistoriske Museum på Københavns Universitet, og Gorm H. Rasmussen og Søren Berg
fra DTU Aqua.