Fiskeriets Arbejdsmiljøråd har ansat den 44-årige Lars Høgner som ny konsulent.
Han har i de sidste 16 år arbejdet med arbejdsmiljø i både Danmark og Grønland.
Lars Høgner er uddannet miljøtekniker, og han har i sine tidligere stillinger, arbejdet med en række af de opgaver, som i dag udføres af Fiskeriets Arbejdsmiljøråd.
Det er blandt andet erfaring fra Royal Greenland og Solae, der tidligere hed Århus Protein, der har bragt Lars Høgner til jobbet i Esbjerg.
“Jeg har arbejdet med støj og akustik, ligesom jeg også har udarbejdet APV´er,” fortæller han.
Og selvom han ikke umiddelbart har den store maritime erfaring, så ser han ingen problemer i den sammenhæng. For mange af opgaverne er ens – uanset om det er på havet eller til lands.
“Det jeg kan bidrage med er erfaring fra andre brancher,” siger Lars Høgner.
Den 44-årige arbejdsmiljøkonsulent er allerede i gang på kontoret i Esbjerg. Han glæder sig til at komme indenfor i en meget specifik branche. Og han nævner samtidig, at han ikke har den store fiskerierfaring, men det er han blevet lovet, at det vil der blive rodet bod på som noget af det første.
Den nye arbejdsmiljøkonsulent er ansat på en étårig kontrakt. Ansættelsen sker fordi Fiskeriets Arbejdsmiljøråd har mange opgaver og projekter i det kommende år udover de løbende opgaver.