Helt derude hvor Jammerbugten runder den jyske Nordvestkyst, i første række mod Vesterhavet, kun et stenkast fra den gamle redningsstation i Slettestrand og lige der hvor asfaltvejen ender i sandet, slæbes kutterne fortsat på land, som for længe siden. Her ligger ét af Danmarks sidste havbåde-produktions-værfter.
Han Herred Havbåde, hvor der bygges efter traditionel bådebyggertradition, hvor man tidligere byggede på klamp, og i dag supplerer med skabeloner for at få båden ens i hver side, ligger på den jyske Slettestrand. Her hvor »sandskuderne« som de første blev kaldt, blev sat i søen fra land og trukket op igen efter fiskeri og handelssejlads på Norge, alt efter vind og vejr.
I det Nordvestjyske havfiskeri fra åben strand bruges den klinkbyggede båd stadigvæk under de ekstreme forhold der er gældende her. Her trækkes de op til 25 tons tunge havbåde fortsat på land efter endt fiskeri, fortæller Thomas Højrup til FiskerForum.dk
Han fortæller videre, at faget omkring de klinkbyggede havbåde fra vestkysten, i begyndelsen af 1970’erne var tæt på at uddø, da ingen havde taget faget til sig, omkring det gamle bådebyggeri. De fleste fiskere regnede da også med at kystfiskeriet fra stranden, ville forsvinde med den daværende generation af middelaldrende fiskere. Men på de tre pladser i Han Herred ved Jammerbugt Lildstrand, Thorupstrand og Slettestrand stod imidlertidig en ny generation af unge kystfiskere klar til at investere i nye fartøjer.
Dette er fortsat op til i dag, hvor Han herreds Bådebyggeri fremstiller havbåde til garn og snurrevods-fiskeriet kystnært. Her sidst med en klinkbyggede båd til Per Olsen, der fisker fra Thorupstrand og som nu har skiftet sin gamle båd ud med en helt ny havbåd HM 92 »Goliat«.
Som en sjældenhed påpeger Thomas Højrup fra Thorupstrand, at den nye havbåd »Goliat«, har skåret egeplanker helt tilbage fra Englands-krigen i starten af forrige århundrede. Disse gamle egetræer fra de Nordjyske skove er spejlskåret, dvs. en planke er skåret udefra barken og ind til marven af træet. Derved følger den marvstrålerne og kan ikke revne. Når man samtidig følger træets årer, har egetræ en høj bøjningsstyrke og hårdhed, så det er yderst velegnet til brug på havbådene, der oftest udsættes for hårde stød på revlerne og som også gerne skulle kunne modstå solens stråler og vindens udtørring på land, så træet ikke revner.
Selve produktionen med at nitte plankerne og spænde dem sammen med rustfri bolte, har gjort de nye havbåde til de bedst egnede til kystfiskeriet fra stranden. Ligeledes henviser Thomas Højrup til, at træet allerede er indkøbt for længe side, så der altid ligger til træ til et par skibe mere, end det der bygges på. Det skyldes at plankerne skal lagres i en årerække, så det bedst egner sig til skibsbyggeriet. Det gør også omkostningerne til fremstillingen af en Han Herred havbåd billigere og med det kontinuerlige byggeri af havbåde, så er optimeringen af de enkelte rutiner ved byggeriet også vigtige, når prisen endelig skal på plads.
De originale havbåde fra Jammerbugten er stadig konkurrence-dygtige med andre former for både i andre materialer, understreger Thomas Højrup overfor FiskerForum.dk. Han mener at tilgangen af nye fiskere i Thorupstrand er positive for denne form for fiskeri og viser at yngre fiskere, fortsat vil tage kystfiskeriet til sig, trods det faktum at fiskerierhvervet er nede i en bølgedal for tiden.
Han forklarer, at fiskeriet i dag ved landingspladserne, er som det øvrige danske fiskeri, ikke det allerbedste. Det er kun en god start på 2021 fiskeriet, med gode fangster og priser på rødspætter og tunger samt ikke mindst fremragende priser på rogn fra kulsoen, som har holdt økonomien og ikke mindst optimismen oppe på landingspladsen på Thorupstrand. For torsken, som er den førende fiskeart, man normalt fanger i Skagerrak, har ikke været den mest tilgængelige fiskeart, samtidig er der sket en halvering af kvoterne.
Hvis det lykkes at redde torskebestanden mangler Thomas Højrup blot, at de hollandske og belgiske bomtrawlere, der igennem de sidste mange år har fisket Jammerbugten tom og samtidig ødelagt tidligere tiders gode fiskepladser for kystfiskerne, helt forsvinder. Deres tilstedeværelse har forhindret Thorupstrand i at fiske deres rødspættekvote. Håbet er at med det kontrolpunkt ved Hanstholm, der vil vanskeliggøre omskrivning af fangster fra Skagerrak til Nordsøen, som nu er i høring i organisationerne, og som træder i kraft 1. juli, bliver det muligt at sætte mere effektivt ind overfor problemet.
Du kan læse mere om aftalen i FiskerForum.dk her
Fisker Per Bogø Olsen fra Thorupstrand har nu investeret i en ny havbåd fra Han Herred Havbådes Bådeværft ved Slettestrand. Båden er 14,15 meter lang og 5,92 meter bred – den har en BT på 28,6 tons og en dybgang på 2,02 meter.
»Goliat« som hav-båden er døbt, med havnekending HM 92 fisker fra Thorupstrand, vil primært gå efter de gængse arter i Skagerrak.