Eva Kjer Hansen sidder ikke stille som minister for fiskeriet. Tirsdag var det åbningstalen for den danske pavillion på Nor-Fishing 2018 i Norge der havde hovedfokus, hvor hun efterfølgende lagde vejen forbi de over 40 danske udstillere der undervejs fik en interessant og faglig snak med ministeren om fiskeriet generelt.
Et sceneskift senere, torsdag morgen, stod fiskeriministeren så på broen af Inspektionsskibet »Havørnen«, som hun entrerede i Gilleleje Havn.
Ulovligt fiskeri i Øresund
Her drejede det sig om et ulovligt fiskeri med trawl i Øresund. Til Helsingør Dagblad forklarer ministeren, »Jeg reagerer på de flere tilfælde af ulovligt fiskeri, der er blevet registreret i Øresund. Over årene er det blevet til en række tilfælde med brug af ulovligt trawl på ulovlige fiskepladser i Øresund. Motivet er helt enkelt, at man vil have flest mulige fisk på kortest mulig tid. Og det går jo ud over de lovlydige fiskere og bæredygtigheden i fiskeriet.«
Ministeren har haft flere og lange overvejelser om hvorledes man bedst kan dæmme op for det ulovlige fiskeri her. Løsningen er fundet på baggrund af erfaringer fra muslingefiskeriet i Limfjorden. Har har fiskerne fået installeret en så kaldt »Black Box« der registrer bådens bevægelser under fiskeriet. Denne løsning tænkes nu udbredt til Øresundsområdet også, for mindre både. Den kommende lovændring her, vil betyde at sanktionerne strammes tilsvarende overfor fiskere der fisker ulovligt.
Herunder på Youtube kan du se Fiskeriinspektør Jacob Handrup fra Fiskerikontrollen forklare hvorledes en »Black Box« fungerer.
Ikke alle fiskere er lige begejstrede over disse overvejelser og én af disse er fisker Claus Stenmann Hansen fra Svaneke, der netop ligger i Gilleleje Havn, sammen med mange andre fiskefartøjer fra den grønne Ø Bornholm. Fortrængt af dårlige kvoter, fiskestop, sæler og parasitter fra et tidligere meget lukrativt fiskeri omkring Bornholm.
Overraskede over at se Fiskeriministeren
»Man gnider sig lige i øjnene, når man over kajkanten kan se en sort skinnende ministerbil med chauffør, istedet for de trucks og fiskekasser der sædvanligvis befinder sig på kajkanten«, fortæller fisker Claus Stenmann Hansen med en grin til FiskerForum.dk. Kort efter fik den bornholmske fisker også lejlighed til en snak med bilens passager, fiskeriminister Eva Kjer Hansen, der ved rælingen på »Havørnen« lagde øre til »en fiskers ærlige mening«.
Kollektiv afstraffelse med overvågning via »Black Box« er absolut ikke dét Claus Stenmann Hansen forstår ved et frit erhverv. Han har af netop samme årsag valgt et fiskefartøj under 12 meter, for at undgå denne 24 / 7 overvågning, der kun kan give én paranoia på sigt.
Trods mange minutters taletid, er det svært at få budskabet om fiskeriets egentlige problemer over rælingen, så det også kan forstås af modtageren. »Men det skal man vist have været fisker for at forstå fuldt ud,« fortæller Claus Stenmann Hansen videre, der under samtalen ikke følte sig helt forstået af ministeren omkring især de bornholmske fiskeres problemer, med eller uden »Black box«.
Forslaget og kravet om en »sladrehank« om bord på selv små fartøjer, stiller Eva Kjer Hansen nu til alle partiernes fiskeriordførere samt Folketinget og man kan derfor allerede fra næste år forvente det bliver en realitet.
Kilde: Helsingør Dagblad FiskerForum.dk